De dygtige kunstdetektiver er fundet
Yasemin, Noah, Magnus og deres familier kan se frem til en tur i Tivoli. De tre vandt sommerens skattejagt rundt til kommunens mange kunstskulpturer
Foto: Yasemin med det synlige bevis på, at hun og familien skal i Tivoli.
- Jeg glæder mig til at prøve den flyvende kuffert.
Det var en glad og forventningsfuld Yasemin på 11 år, der forleden modtog det synlige bevis på, at hun og hele familien snart skal en tur i Tivoli.
Yasemin var nemlig den ene af de heldige vindere i Ballerup Kommunes kunstskattejagt, som alle børn har kunnet deltage i i løbet af sommerferien.
Med et skattekort i hånden blev hun og de andre deltagere ledt på vej til de mange flotte skulpturer i kommunen. Ved skulpturerne skulle der scannes QR-koder og efterfølgende løses sjove og kreative opgaver.
Foto: Moren Maria sammen med sønnerne Noah og Magnus der vandt skattejagten i Måløv.
Yasemin vandt skattejagten i Ballerup, mens det i Måløv var drengene Noah og Magnus, der løb med tivolituren. Begge drenge var ved overrækkelsen enige om, at skattejagten havde været sjov at deltage i, selvom den måtte løses i det lunefulde danske juli-sommervejr med rusk og blæst.
Der kom i alt 66 besvarelser i skattejagten.