Dorte Dahl skal stå i spidsen for Center for Omsorg og Sundhedsfremme
Dorte Dahl tiltræder den 1. maj stillingen som ny centerchef for Center for Omsorg og Sundhedsfremme i Ballerup Kommune
Her skal hun stå i spidsen for Ballerup Kommunes samlede indsatser på sundheds- og ældreområdet, en opgave hun ser frem til.
- Jeg glæder mig meget til at blive en del af Ballerup Kommune og til at lære kommunen og alle dem, jeg kommer til at samarbejde med, at kende. Særligt glæder jeg mig til at lære sundheds- og ældreområdet at kende, så jeg, med respekt for det eksisterende, kan være med til at udvikle området i en retning, der imødekommer de udfordringer, der er på området, og de stigende krav og forventninger, der er til et voksende velfærdsområde, siger Dorte Dahl.
Dorte Dahl kommer fra en stilling som sundheds- og omsorgschef i Hørsholm Kommune, og i Ballerup Kommune glæder direktør Jannik Nielsen sig til samarbejdet med den nye centerchef.
- Sundheds- og ældreområdet i Danmark gennemgår i disse år betydelige forandringer, og de påvirker også Ballerup Kommune. Med udsigten til øgede krav og forventninger, bliver det afgørende for os at stå godt rustet til fremtidens udfordringer. Dorte Dahl kommer med rig ledelseserfaring inden for de store velfærdsområder, og jeg er overbevist om, at vi får stor glæde af hendes indgående viden og stærke kompetencer i Center for Omsorg og Sundhedsfremme. Jeg glæder mig til at byde hende velkommen, siger direktør Jannik Nielsen.
Dorte Dahl er 59 år, uddannet sygeplejerske med forskellige lederuddannelser og en master i public policy. Hun bor i Brønshøj med sin mand, og sammen har de to voksne døtre.