Ekstra fokus på gaspatroner
Ballerup Kommune og lokalpolitiet arbejder tæt sammen og er til stede på hver deres måde i områder, hvor der er fundet tomme gaspatroner.
Gaspatroner er desværre ikke et sjældent syn i området omkring Ballerup Centret og Centrumgaden. I weekenden blev der igen fundet tomme gaspatroner i området – blandt andet på trappen ved indgangen til Ballerup Centret.
”Fundet af de tomme gaspatroner er bekymrende, fordi gaspatronerne kan misbruges til at opnå en lattergaseffekt ved indtagelse,” siger Lone Junge Marcussen, centerchef for Børne- og Ungerådgivningen i Ballerup Kommune.
Medarbejdere fra Ballerup Kommunes Ungeindsats går daglige runder ved Centrumgaden, Ballerup Centret og andre centrale steder i kommunen som led i kommunens tryghedsskabende og opsøgende indsats.
Lokalpolitiet har også øget fokus på området omkring Centrumgaden henover sommeren. Det er ikke ulovligt at have gaspatroner på sig, og derfor kan politiet udelukkende være synligt til stede og rådgive, hvis de møder personer, der er i besiddelse af gaspatroner.
”Vi anerkender, at vi lige på lige fod med andre kommuner har et problem med, at unge indtager gaspatronernes indhold. Derfor er både Ungeindsatsen og lokalpolitiet til stede i områderne, hvor vi ved, der tidligere er fundet tomme gaspatroner. Vi gør, hvad vi kan i tæt samarbejde med Københavns Vestegns Politi.
Vi vil også rigtig gerne samarbejde med forældre, så vi i fællesskab kan dæmme op for problemet. Og så opfordrer vi selvfølgelig også forældre til at søge viden, så de er klædt på til at snakke med deres unge, om den store risiko de løber, hvis de misbruger gaspatroner som lattergas,” siger Lone Junge Marcussen.
Jesper Würtzen, borgmester i Ballerup Kommune, har sendt en forespørgsel til Erhvervsministeriet om problemstillingen. I forespørgslen opfordrer han til, at adgangen til gaspatroner bliver begrænset gennem lovgivning. Det kan for eksempel ske ved et helt eller delvist forbud af salg af patronerne.
SSP (samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi) i Ballerup Kommune har udarbejdet en indsatsplan. Indsatsplanen har fokus på oplysning og vejledning til unge og deres forældre. Det sker i tæt samarbejde med klubområdet og rusmiddelcentret Brydehuset.
Få gratis hjælp, støtte og vejledning hos rusmiddelcentret Brydehuset:
https://brydehuset.dk/
Vil du vide mere eller har brug for råd?
Kontakt Ballerup Kommune
Linda Liebst Nielsen, SSP-konsulent, tlf. 7230 9571, lin4@balk.dk
Christina Charlotte Ruben, 18+-konsulent, tlf. 2535 2904, cru@balk.dk