En hilsen til universet
Fire 5. klasser fra Skovlunde Skole afd. Rosenlund var med til at skabe en kunstaktion i bybilledet, der satte fokus på superkæfter og fællesskab.
Ud fra indgangen til Skovlunde Skole afd. Rosenlund dukker et udsædvanligt syn op. De forbipasserende kigger lige en ekstra gang, da 100 hvidklædte 5. klasses elever helt lydløst bevæger sig fremad og ud i bybilledet på en lang linje.
En fælles organisme
Under titlen ”Superkræfter” har eleverne i et kort workshop-format udforsket deres egne superkræfter sammen med kunstnerne Pulsk Ravn og Adelaide Bentzon.
Og det er måske netop disse superkræfter, der får dem til modigt at bevæge sig ud i bybilledet på en helt anden måde end normalt, resulterende i at forbipasserende stopper op for at kigge.
Da eleverne ankommer til parkeringspladsen foran centret, deler de sig i fire rækker og laver i samarbejde forskellige formationer; Stående, liggende, bluse op, hætte på og hænder i vejret, som en hilsen til universet. Alt sammen som én stor fælles organisme.
Overraskede borgere må stoppe op
Kunstprojektet tager udgangspunkt i formater som flash mobs, demoer og aktioner og ønsket fra kunstnernes side er, at eleverne skal opleve, hvordan de i fællesskab kan påvirke det offentlige rum.
Elevernes kunstaktion opleves af de overraskede Skovlunde-borgere, der en helt almindelig fredag formiddag egentlig bare var på vej ned for at handle ind, men nu må stoppe op i forsøg på at afkode, hvad der foregår.
Aktionen dokumenteres også oppefra af en drone, hvor den store masse af hvidklædte kroppe pludselig kan ses i forhold til det omgivne byrum.
Spændende oplevelse
Der bliver klappet af eleverne, da de afslutter aktionen på parkeringspladsen ved at bevæge sig ud på en lang linje igen.
Stille og roligt forsvinder de fra byrummet i en form for march, og hverdagen foran Skovlunde Centret kan nu fortsætte.
Tilbage på skolen stopper stilheden. Den spændende oplevelse og den stille stund skal fordøjes med begejstret og højlydt snak kombineret med en chokolade-snack, inden eleverne skal tilbage til den normale skoledag.
Om projektet
- ”Superkræfter” er en del af et større kunstprojekt centreret omkring temaet ”Verdensbilleder og selvportrætter”, som Kulturtjenesten, Billedskolen v/Ballerup Musik- og Kulturskole og Baltoppen LIVE har fået midler til gennem Artist in Residens-puljen under Statens Kunstfond.
- I skoleåret 22/23 har de involverede kunstnere Pulsk Ravn med samarbejdspartnere og Adelaide Bentzon, der repræsenterer Performanceteatret Liminal, søsat fire forskellige involverende kunstprojekter for kommunens børn, unge og ældre. ”Superkræfter” var det sidste i rækken.