En oplevelse, man ikke kan sige nej til
Ballerup er klar med to repræsentanter til Prins Christians 18 års fødselsdag i oktober. De to unge festdeltagere kan du møde her.
En mail tikkede ind fra Ballerup Musik- og Kulturskole. Tobias tænkte, at det var en indkaldelse til bestyrelsesmøde i musikskolen. Og Jora troede det var en joke, og læste den tre gange. Men den var god nok – den helt uventede mail fra Jesper Sveidahl på musikskolen var en invitation til at repræsentere Ballerup Kommune ved Prins Christians 18 års fødselsdag den 15. oktober på Christiansborg Slot.
Det er nok ikke gået så mange forbi, at til der til gallataflet bl.a. inviteres to 18-årige fra alle kommuner samt Grønland og Færøerne. Det har været op til kommunerne selv at beslutte, hvordan de ville finde de to unge borgere, der blev tilbudt en invitation til festen.
I Ballerup Kommune er valget faldet på to 18-årige fra Ballerup Musik- og Kulturskole, som hver især er gode repræsentanter for en aktiv og engageret ungdom i Ballerup.
I tænkeboks før tøjvalg
De to unge kan du møde her: Det er Jora Ismaili, der udover at spille klaver, bl.a. til forskellige arrangementer i kommunen og i Ballerup Musical, også går på HTX på H.C. Ørsted-gymnasiet, er frivillig i Røde Kors som Røde Kors-ambassadør og bor i Ballerup. Og det er Tobias Yoo Møller fra Egebjerg, der spiller guitar og klaver, går på HHX på Niels Brock, træner og har fritidsjob på Bakken – og sidder i bestyrelsen på Ballerup Musikskole.
- Det er en kæmpe ære at blive udvalgt, og det bliver spændende, fortæller Tobias Yoo Møller, der nu skal ud at finde et nyt jakkesæt. Også Jora Ismaili er gået i tænkeboks med hensyn til kjolevalg.
- Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville sige ja, da jeg fik invitationen – man kan ikke sige nej til sådan en oplevelse. Men kjolen, den har jeg ikke fundet endnu, smiler hun.
Jora og Tobias fra musikskolen glæder sig til at opleve festen til Prins Christians 18 års fødselsdag. Foto: Bo Helsted.
Kongelig invitation på vej
Det er Jesper Sveidahl, der er leder på Ballerup Musik- og Kulturskole, der har været med til at vælge, hvem der fik den store oplevelse til det royale bal.
- Vi har mange 18-årige på musikskolen, så det var ikke nemt. Men jeg synes, vi har fundet to rigtige gode repræsentanter, som kommer fra forskellige dele af kommenen, har forskellige baggrunde og som engagerer sig i fællesskabet, siger Jesper Sveidahl.
Han har været til møde med Kongehuset og fået nærmere instrukser på, hvad oplevelsen bringer, bl.a. at dress code siger jakkesæt og lang kjole. Og at både Tobias og Jora får en rigtig invitation på kongeligt brevpapir tilsendt inden så længe.
- Jeg kommer helt sikkert til at følge med i tv fra fødselsdagen – jeg er sikker på, både Jora og Tobias klarer det rigtig fint og får en kæmpe oplevelse med hjem, siger Jesper Sveidahl.