rådhus

Enighed om bred konstituering

En konstitueringsaftale for den nye kommunalbestyrelse i Ballerup Kommune er nu klar. Alle otte partier står bag aftalen.

Hovedindholdet i konstitueringsaftalen er:

•    Opdeling af det nuværende Social- og sundhedsudvalg i to fagudvalg. Et Sundheds- og ældreudvalg og et Socialudvalg

•    Socialudvalget får en række opgaver fra det nuværende Social- og sundhedsudvalg samt nogle opgaver fra Økonomiudvalget

•    Der oprettes to nye såkaldte §17 stk. 4 udvalg. Et Verdensmålsudvalg og et Forenklings- og afbureaukratiseringsudvalg. Det er begge rådgivende udvalg på  tværs som refererer til Økonomiudvalget

•    I forlængelse af budgetaftalen for 2022 oprettes der ligeledes et §17 stk. 4 udvalg for Grøn omstilling

•    Teknik og Miljøudvalget skifter navn til Klima og Miljøudvalget for at markere en klart skærpet klimaprofil på det politiske arbejde de kommende 4 år.

Partierne finder nu internt ud af, hvem der skal have de forskellige poster som partierne er tildelt, så det er klar til det konstituerende møde torsdag den 9. december 2021 kl. 18.

Partierne bag konstitueringsaftalen udtaler følgende om aftalens indhold:

Jesper Würtzen, borgmester, Socialdemokratiet

- Vi har haft nogle gode drøftelser på tværs af partierne i dagene, der er gået siden kommunalvalget den 16. november. Det har været vigtigt for mig, at vi har brugt den nødvendige tid til at få talt om, hvad der skal kendetegne vores arbejde de næste fire år. Jeg er glad for, at vi fastholder det brede samarbejde også i den nye kommunalbestyrelse, som jeg ser meget frem til at samarbejde med fra 1. januar 2022. 

 

Allan Kristensen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti

- Det Konservativ Folkeparti er igen med i den samlede konstituering, da vi er blevet rimelig tildelt, hvilket betyder, at vi efter vores flotte valgresultat nu kan sætte os i alle udvalg, ligesom vi har fået en næstformandspost i det ’nye’ Klima- og Miljøudvalg. Derigennem sætte vores aftryk på den grønne omstilling. Sidst men ikke mindst får vi også lov til at bestride posten som 2. Viceborgmester. Vi tager ansvar, som lovet før valget. Tak for tilliden. 

Mikael Wandel, gruppeformand for Venstre

- Vi kender nok alle til arbejdsgange, som virker irriterende og unødvendige og som bøvler i dagligdagen. At få kigget kommunens mange arbejdsområder igennem vil potentielt kunne bidrage til økonomiske gevinster, som i stedet kan bidrage positivt på andre områder, hvor det gør større gavn. Endnu vigtigere vil regelforenkling kunne frigøre tid til gavn for medarbejderne – derfor har det været vigtigt for Venstre at få sat retning med et særligt udvalg, som alene har fokus på om vi kan gøre tingene bedre og nemmere i Ballerup Kommune.

 

Simon Knudstrup, gruppeformand for Socialistisk Folkeparti

- Oven på et flot valg er vi glade for konstitueringen, der sikrer SF maksimal indflydelse for vores mandater. Med næstformandsposten i børne- og skoleudvalget samt udvalgsposter i Klima- og Miljø, Kultur- og Fritid samt Økonomiudvalget, kan vi arbejde for bl.a. at skabe en bedre kommune for vores børn og ældre, sikre stærke fællesskaber for alle – og ikke mindst et grønnere Ballerup. Vi glæder os, og ser frem til samarbejdet med de øvrige partier.  

Stine Rahbek Pedersen, gruppeformand for Enhedslisten

- Klimaindsatsen skal intensiveres og den nye viden vi får om natur i Ballerup skal omsættes til naturforbedringer. Det vil vi i Enhedslisten bruge hver en mulighed for at få til at ske. Vi vil heldigvis have god mulighed for at kæmpe kampene, da Ø bliver repræsenteret i alle grønne udvalg, Råd og i Grantoftegaards bestyrelse. Ud over det grønne vil Ø være at finde i Socialudvalget, EBU og i Regelforenklings- og afbureaukratiseringsudvalget. I disse fora vil vi kæmpe for afbureaukratisering og for bedre vilkår for kommunens socialt og økonomisk udsatte.

 

Michael Jensen, gruppeformand for Dansk Folkeparti

- Trods politiske uenigheder kan vi se frem til en bred konstituering, som er nytænkende og har en klar politisk vilje til forandring. Vi får et nyt socialudvalg, som jeg personligt har store forventninger til og vi skal fokusere på den grønne omstilling, så vi kan få kvalitative forslag til politisk behandling. Nu er det op til parterne at få enderne til at mødes. Jeg ser frem til de næste fire år, hvor vi i fællesskab vil skabe rammerne for fremtidens Ballerup.

Lars Green Bach, gruppeformand for Radikale Venstre

- I Radikale Venstre er vi stolte over, at vores forslag om at konstitueringsaftalen indeholder et nyt udvalg, der skal sætte FN's Verdensmål højt på dagsorden hos os alle, er blevet til virkelighed. I samspil med borgere, foreninger, boligselskaber og erhvervsliv skal vi nu arbejde med at gøre verdensmålene til hverdagsmål her hos os i Ballerup. Det er et arbejde, som jeg ser meget frem til, og som jeg glæder mig til at være formand for, for det er en mærkesag for Radikale Venstre.

André Amingsø, gruppeformand for Nye Borgerlige

- Nye Borgerlige er med i konstitueringen, og det er første gang vi er med i Kommunalbestyrelsen. Vi ser frem til et godt samarbejde de næste 4 år med de andre partier. Vi vil gøre hvad vi kan for at vi kan leve op til vores vælgeres forventninger til os.