Erindringsbøger skal hjælpe demente til at huske deres historie
Aktivitetspædagog Janne Thim Tullberg fik en god idé. Det er nu blevet til fem historiske bøger i pixiformat, som skal hjælpe primært borgere med demens på kommunens plejehjem til at mindes deres historie og skabe dialoger.
Stjernestunder og en øget livskvalitet. Det er målet med fem nye, historiske bøger om Ballerup.
Med ældre fotos fra forskellige bydele akkompagneret af korte tekster skal de i alt fem bøger være et redskab til at åbne for samtaler og erindringer for især demente borgere.
- Vi håber, de kan skabe stjernestunder og livskvalitet for vores borgere med demens, siger Anette Wintlev-Jensen, der er leder af demensindsatsen i Ballerup Kommune.
- Det giver noget livskvalitet at kunne huske sin historie. Borgere med demens skal have hjælp til at huske deres historie. Ved at skabe den stille stund, hvor vi får snakket sammen ud fra billederne i bøgerne, kan vi skabe erindringer og for en stund skabe en stjernestund, hvor man kan stimuleres til at huske noget. Samtidig skaber det også en god relation, uddyber Anette Wintlev-Jensen.
En god idé blev til fem bøger
Ofte husker plejehjemsbeboere med demens ikke, hvor de har boet før, men når de kommer på ture rundt i kommunen, kommer de i tanke om det. Og så opstår samtaler mellem beboerne og personalet om de ældres liv.
Og det var netop med baggrund i de erfaringer, at aktivitetspædagog Janne Thim Tullberg fra plejecenter Kirstinehaven i Ballerup fik en idé. Og sammen med Mette Jensen, museumsleder på Ballerup Museum, forvandlede hun idéen til fem bøger.
- Janne fik en rigtig god ide, som hun løb med. Det er Janne og Mette, der har lavet det redaktionelle arbejde til bogen, fortæller Anette Wintlev-Jensen om bogprojektet, der har været undervejs i et år.
Man ved, at sanser kan genskabe erindringer, og netop derfor besøger kommunens plejehjem med jævnlige mellemrum Ballerup Museum og Pederstrup, som kan hjælpe dens borgerne med at erindre deres tidligere liv. Og nu kan de fem bøger altså supplere museumsudflugterne.
Om Erindringsglimt
• Der er lavet fem bøger med store billeder med tilhørende korte, enkle tekster fra fem forskellige bydele i kommunen
• Bøgerne hedder Erindringsglimt: På indkøb, Arbejde og fritid, Ballerup, Måløv, Skovlunde
• De findes på aflastningspladser, kortidspladser, plejehjem og pensionisttilbud i kommunen og kan samtidig købes på Ballerup Museum