Et dramatisk skoleprojekt for fællesskabet
Under Ballerup Børnekulturfestival leverede Skovvejens Skole en gribende opsætning af musicalen ’Mowgli’, et projekt, der gav anledning til, at hele 6. årgang blev rystet godt og grundigt sammen på tværs af klasser og skolematrikler.
100 elever fra Skovvejens Skole har deltaget i arbejdet med at skabe en imponerende og dramatisk musicalopsætning under dette års Ballerup Børnekulturfestival.
Temaet for børnekulturfestivalen er ’Jagten og Skoven’, og skolen havde derfor valgt en nyfortolkning af Teatergruppen KLIMA’s klassiske musicalopsætning ’Mowgli’. Det er historien fra Rudyard Kiplings ’Junglebogen’ om den lille dreng Mowgli, der vokser op blandt en ulveflok og ender som lederen af flokken.
Musicalen ’Mowgli’ er en langt mere dramatisk fortælling end Disneys ’Junglebogen’, og den lille menneskedreng skal så grueligt meget igennem. Der var derfor heller ikke sparet på dramatikken musicalen igennem, som bød på både velkoreograferede slåskampe, dansekoreografier og gribende fællessang i en smuk og farverig kulisse.
100 musicaltalenter fra 6. årgang
Det var 6. årgang på skolen, der fik mulighed for at prøve sig selv af i rollen som musicalstjerner. Der var 40 aber og 40 ulve på scenen, og 15 elever spillede de bærende roller i forestillingen. Eleverne har også været i sving bag scenetæppet, da kulisserne er blevet malet efter skoletid på skoledistriktets lokale klub, Nordbuen, i et tæt samarbejde med klubben.
Instruktørerne bag musicalen er Marie Schjoldager og Maria Schrøder. Maria Schrøder er bibliotekar på Skovvejens Skole Øst, men hun er også kendt som instruktør for Teatergruppen KLIMA. Efter forestillingen havde den erfarne instruktør kun roser til overs for elever, lærere og pædagoger.
- Det har været superfedt at arbejde sammen med dem. Alle har taget ansvar både foran og bag scenen, og det smitter af på det færdige resultat, som, jeg synes, blev virkelig godt, siger Maria Schrøder.
Fælles projekt for fremtiden
Det er ikke nogen tilfældighed, at det lige blev 6. årgang, der i år fik mulighed for at skabe en musical under børnekulturfestivalen. På Skovvejens Skole bliver der nemlig dannet nye 7. klasser, når elever fra de to matrikler samles på Skovvejens Skole Afdeling Øst efter sommerferien. Musicalprojektet er derfor en god mulighed for, at eleverne kan lære hinanden bedre at kende og blive rystet sammen på kryds og tværs af klasser og afdelinger.
- I ugen op til premieren har årgangen praktisk taget fungeret som én klasse. Vi har haft et stort fællesskab sammen, hvor alle har spillet en uundværlig rolle, uanset om de har sunget, syet kostumer eller spillet skuespil, siger Maria Schrøder.
Det kunne også mærkes helt ned på tilskuerrækkerne. For forestillingen spillede med stor succes for fulde huse for et lokalt publikum, bl.a. de lokale børnehuse i Skovvejen, mellemtrinet på Skovvejens Skole og 6. årgangs forældre.
Fakta
- Emneugen på Skovvejens Skole var en del af Ballerup Børnekulturfestival, der i år har temaet ’Jagten og Skoven’.
- Under festivalen arbejder kulturinstitutioner, dagtilbud, skoler og klubber med at skabe kulturelle begivenheder under ét fælles tema
- Festivalen slutter med udgangen af efterårsferien
- Læs mere på bornefestival.ballerup.dk
Foto: Tigeren Shere Kahn og hans kompagnon, desmerdyret Tabaqui, truer Mowgli inden det store, afgørende opgør om ulvelederskabet.