Europa stiller skarpt på Ballerup og udviklingen af Kildedal
I et interview med sitet TheMayor.EU fortæller borgmester Jesper Würtzen om arbejdet med det bæredygtige byudviklingsprojekt Kildedal og udviklingen af Ballerup Kommune.
Første spadestik til den nye bydel Kildedal forventes i 2023, men allerede nu er interessen for det banebrydende byudviklingsprojekt i kommunens nordvestlige hjørne stor.
Det er ikke kun i Danmark, der er interesse for projektet. Netop nu fokuserer det europæiske medie TheMayor.EU på Kildedal og Ballerup Kommune.
Borgmester Jesper Würtzen beretter om ambitionerne om at skabe en ny og unik by, hvor beboere, virksomheders ansatte og andre brugere lever, arbejder og opholder sig side om side, og hvor virksomhederne især kommer til at have fokus på life science (biovidenskab).
Læs artiklen: “Jesper Würtzen: Sustainability is meant to be a part of everybody's life when in Kildedal”
Om TheMayor.EU
Sitets formål er at øge forståelsen og samhørigheden mellem borgere i EU, lokale myndigheder og EU-institutioner.
Sitet henvender sig til europæiske byer og borgere, og målet er at informere om god praksis på lokalt, regionalt og EU-plan.