Færdigheder, der kan vokse sig større
Flere hundrede elever fra vores 7. klasser fik afprøvet deres faglige færdigheder med værktøj og fingersnilde til MiniSkills. Måske det udvikler sig til en drøm om en læreplads i en virksomhed eller en uddannelse inden for social- og sundhed eller pædagogik i Ballerup Kommune.
Med ivrige bevægelser og glød i øjnene gik alle vores 7. klasses-elever nysgerrigt og modigt til værks med at få strøm i kontakterne, luft i cykeldækkene og sirlig glasur på konditorkagerne.
De er alle sammen vigtige for, at vi i Ballerup Kommune år efter år kan invitere til MiniSkills i Ballerup Super Arena. Til MiniSkills mødes eleverne med lokale virksomheder i deres stande med virkelighedsnære aktiviteter.


Her prøver eleverne, hvordan det er at stå med professionelt værktøj i hænderne og de kan møde både lærlinge, svende og mestre, der fortæller om, hvordan en arbejdsdag ser ud i deres fag. Og hvis det ikke lige er en skruemaskines finurligheder, man er mest optaget af, kan de i stedet opleve arbejdspladser hvor man skal bruge en uddannelse inden for kontor-, handel eller social- og sundhedsverdenen.
Flere erhvervsskoler i hovedstadsområdet melder om en stigning i ansøgerantallet, og dén tendens vil vi som kommune meget gerne bidrage til fortsætter. Derfor gør vi os umage med forberedelserne til dagen, hvor vi et par måneder inden MiniSkills afholdes mødes med virksomheder og skoler, så vi kan skabe en god sammenhæng imellem deres ideer og ønsker.
Tak til alle virksomheder og de dedikerede medarbejdere, der tog godt imod vores elever og viste jeres erhvervsfaglige verden frem. Og tak til de læringslystne elever fra vores skoler og til skolevejledere og lærere for at kaste jer helhjertet ud i en anderledes skoledag.

