grafitti

Fantasifuld kunst på spraydåser

En træt trævæg ved indgangen til Hedegårdsskolen er nu forvandlet til et fantasifuldt univers af børnetanker med hjælp fra spraydåser og et bidrag fra Borgermillionen.

Hvad har en enhjørning, en sol med briller, et bæger med bubble tea og jordkloden, der varsomt løftes af hænder til fælles?

Er du nysgerrig, så kig forbi legepladsen ved Hedegårdsskolen, hvor børn fra området har udsmykket omkring 50 meter væg med glad og farverig grafittikunst.

Det er det meget synlige resultat af en check på 67.000 kr., som blev uddelt fra Ballerup Kommunes Borgermillionen for nylig. Her var der søgt om penge til en tre-dages grafitti-workshop i Hede- og Magleparken, så to grafittikunstnere fra Ballerups samarbejdsby Brandenburg an der Havel kunne være med til at få børnenes ideer til at blive til flot kunst på deres skole.

to piger maler en svamp

En stor gruppe børn har tegnet og sprayet sig igennem workshoppen fra 8.-10. juli. Først tegnede de skitser til de motiver og symboler, de synes skulle være med på væggen. Efterfølgende sørgede de tyske grafittikunstnere Christian og Thore for at tegne motiverne op i stor størrelse på både forside og bagside af en bar og slidt trævæg ved indgangen til Hedegårdsskolen.

Fælles om farverne

Ved fælles hjælp og med spraymaling i strålende farver er stregerne blevet til et fælles kunstværk, der blev indviet ved en fernisering for børn, forældre og andre beboere i området. Her blev der hygget med grillmad i solen, mens de gik på opdagelse i det forunderlige grafittiunivers.

Tillykke med det flotte resultat og tak til alle, der har været med til at gøre ideerne levende og bidrage til en farverig start på dagen, når det nye skoleår begynder til august.  

 

to kunstnereChristian (tv) og Thore er bl.a. grafittikunstnere og kommer fra Brandenburg an der Havel, som er Ballerups tyske samarbejdsby.

billede

Børnene øvede sig på deres skitser inden det gik løs på det store lærred.

kunst