Elbiler i Hjemmeplejen

Farvel til benzin: Mere grøn kørsel i Hjemmeplejen

De sidste benzinbiler i Hjemmeplejen forsvinder i de kommende uger. Ballerup Kommune kan dermed se frem til en reduktion på 30 tons i CO2-udledningen

Hjemmeplejen i Ballerup Kommune har taget et vigtigt skridt i den grønne omstilling. I de kommende uger vinker de nemlig farvel til de allersidste benzinbiler, så alle biler i vognparken bliver 100 % eldrevne.

Med 100 % eldrevne biler i Hjemmeplejen kan Ballerup Kommune se frem til en reduktion på cirka 30 tons CO2.

- I Ballerup Kommune har vi et ambitiøst mål om 85 % CO2-reduktion i 2030. Derfor er jeg glad for, at Hjemmeplejen nu kan udfase de sidste fossildrevne biler, så vi kan sikre miljøvenlig kørsel til og fra vores borgere, der har brug for hjælp, siger borgmester Jesper Würtzen.

- Med Hjemmeplejens udfasning af fossildrevne biler er vi også med til at vise kommunens borgere, at vi mener, at elbilen er en del af fremtidens transportløsning. Og da flere ladeoperatører allerede har besluttet at opsætte flere offentligt tilgængelige ladestandere inden for kommunegrænsen, tegner fremtiden for grøn kørsel lys, siger borgmester Jesper Würtzen.

Elbilerne i Hjemmeplejen bliver blandt andet brugt, når en borger har aktiveret nødkald og dermed har brug for hurtig hjælp, eller når Hjemmeplejens sygeplejersker skal medbringe udstyr til behandling direkte i hjemmet