Første spadestik taget: Fjernvarmen er på vej
Startskuddet er lydt for udbygningen af fjernvarmenettet i Ballerup Kommune. Derfor vil gravemaskinerne være synlige i og omkring Måløv, efter at det første spadestik er blevet taget
Godt 3.300 kunder i Ballerup Kommune vil frem mod 2028 få tilbudt at udskifte deres gas- og oliefyr med en fjernvarmeunit. Der er tale om Etape 1 i udbygningen af fjernvarmenettet i Ballerup, som er en del af Vestforbrændings Varmeplan 2030.
Tirsdag den 2. april blev første spadestik taget til Etape 1, og det skete på Ved Gershøj i Måløv.
Borgmester Jesper Würtzen ved første spadestik. Foto: Bo Helsted
- Jeg er rigtig glad for, at også Ballerup-borgerne gerne vil opvarme deres boliger med fjernvarme, som er en billig, nem og fremtidssikret varmekilde, siger Per Wulff, der er chef for Vestforbrændings fjernvarmeområde.
Han tilføjer:
- Og jeg kan kun opfordre andre borgere i kommunen, der overvejer at få fjernvarme, til at springe til mens tilmeldingen er åben i de enkelte energidistrikter. På den måde sikrer man sig at få fjernvarme, så snart det er muligt.
Dagens spadestik vækker også glæde hos borgmester Jesper Würtzen.
- Jeg ved, at rigtig mange boligejere i Ballerup Kommune ser frem til at blive koblet på fjernvarmenettet. Ud over at sikre dem en billig, nem, og fremtidssikret varmeforsyning, spiller fjernvarmeudrulningen også en afgørende rolle i den grønne omstilling i Danmark. Dagens spadestik markerer derfor også et vigtigt skridt for en grønnere fælles fremtid, siger Jesper Würtzen.
Vestforbrændings entreprenør på projektet, M.J. Eriksson, forventer at grave hovedledninger ned i vejene og stikledninger ind til de enkelte huse frem til fjerde kvartal 2024, og kunderne kan forvente at få installeret en fjernvarmeunit inde i deres hus i perioden fjerde kvartal 2024 til første kvartal 2025.
- Det kan ikke undgås, at gravearbejdet kommer til f.eks. at påvirke trafikken, men vi forsøger at mindske generne mest muligt og gøre, hvad vi kan, for at borgerne i Gershøj og andre berørte områder er så godt informeret som muligt,” siger administrerende direktør i M.J. Eriksson Stig Munch-Jensen.
- Vi har stor erfaring med at arbejde i beboede områder og vores folk i området gør alt for at levere et professionelt stykke arbejde, der samtidig hverken fylder eller larmer mere end absolut nødvendigt, siger han.
Læs mere: Få fjernvarme (linket åbner vestfor.dk)