Foto

Fra Yahya Hassan til H.C. Andersen

Sjov, spænding, gys, liv, fantasy, vers og klassikere. Som altid var genrerne mange, da der blev afholdt Ballerup Mesterskaberne i oplæsning på Resonansen i Skovlunde

I år deltog i alt 13 finalister fra kommunens 6. klasser i dysten om, hvem der kunne lave Ballerups mest gribende oplæsning. Med tydelig tale, velplacerede pauser og skift i intonation og volumen vakte de teksterne til live for deres klassekammerater og dagens dommere.

Og som altid var der nok at tage ind.

Der blev nemlig læst alt lige fra Yahya Hassan til H.C. Andersen, ligesom hver finalist præsenterede et nyt og personligt bud på, hvordan man med en veltilrettelagt oplæsning af en tekst kan tryllebinde tilhørerne.

Og vinderen er…

Efter hver oplæsning lød der høj applaus fra salen. Det gjaldt også, da dommerne vendte tilbage fra voteringen med en kuvert med navnet på vinderen.

Kuverten blev givet til borgmesteren, som var mødt op i jakkesæt og borgmesterkæde for at udnævne vinderen og overrække et gavekort til hele klassen til Format Bio.

Dette års vinder af BM i Oplæsning 2025 blev Silke fra 6.D på Skovlunde Skole, afdeling Rosenlund. Hendes sejr blev for alvor markeret, da sidste års vinder kom op på scenen og gav den sølvbelagte vandrepokal videre.

Med det var dagens sidste punktum sat, og alle kunne gå hjem med ørerne fulde af historier, og en masse inspiration til nyt såvel som gammelt læsestof.