Fritidsmentorer hjælper børn og unge ind i gode fritidsfællesskaber
Sofie Lose Nielsen og Kristine Helverskov Nielsen har i et år været fritidsmentorer i Ballerup Kommune. De har fokus på at øge børn og unges trivsel gennem gode fritidsfællesskaber
De bobler af energi, når de skal fortælle om deres arbejde. Og den gode energi, der strømmer fra Sofie Lose Nielsen og Kristine Helverskov Nielsen, kommer Ballerups børn og unge til gode.
Som fritidsmentorer er deres største mission nemlig at støtte de børn og unge – og deres forældre – der af den ene eller anden årsag har brug for lidt hjælp til at komme ind i nogle af de mange fællesskaber, der findes i kommunen.
Missionen er de lykkes godt med, for hele 160 børn har de hjulpet ind i et positivt fællesskab. Om det så er billedkunst, fodbold, spejder, e-sport eller noget helt femte betyder ikke noget for de to mentorer.
- Det er ikke aktiviteten, der er det vigtigste – det vigtigste er, at fællesskabet er i fokus. Vi ved, at vi kan øge børns trivsel ved at hjælpe dem ind i gode fællesskaber i deres fritid, forklarer Sofie Lose Nielsen.
Foreningslivet skal være tilgængeligt for alle
En vigtig del af de to fritidsmentorers arbejde er at nedbryde de barrierer, der kan være, for at børn ikke bliver en del af en fritidsaktivitet. Nogle af de forhindringer, de sammen med familierne har forceret, er manglende kendskab til foreningslivet herunder tilmeldingsproces og sproglige samt kulturelle barrierer.
- For nogle forældre kan sproget være en forhindring, mens andre kan opleve det som udfordrende at melde sig ind i en forening, og de ved måske heller ikke rigtigt, hvad foreningslivet er for en størrelse. Så forsøger vi at guide forældrene, fortæller Kristine Helverskov Nielsen.
Økonomien kan for nogle familier også spænde ben for at sende deres børn til en fritidsaktivitet, men her forsøger de to mentorer også at hjælpe.
- Vi hjælper familier med at søge fritidspas. Det, oplever vi, gør en kæmpe forskel for de forældre, der gerne vil sende deres børn til en aktivitet, men som ikke har råd. De har ikke kendt til muligheden for at få fritidspas. De bliver glade for at kunne give deres børn mulighed for at gå til en fritidsaktivitet, siger Sofie Lose Nielsen.
Det hele sker i et fællesskab mellem DGI Storkøbenhavn og Ballerup Kommune og i tæt samarbejde med lokale foreninger og aktører med det formål at øge børn og unges trivsel gennem et stærkt fokus på gode fællesskaber i fritiden.
- Det er vores erfaring, at det har virket. Vi har et stærkt foreningsliv i Ballerup Kommune, vi har gode skoler og skønne familier, men bindeleddet har vi oplevet manglede. Det er her, vi kommer ind.
- At finde den rigtige information og få børnene tilmeldt kan for nogen være en udfordring, og så ender det ved intentionen for nogen. Der kan vi være bindeleddet, der hjælper dem til at lykkes, siger Kristine Helverskov Nielsen.
Kan vores fritidsmentorer hjælpe dig – tag fat i dem
Sofie Lose Nielsen tlf.: 2034 1787
Kristine Helverskov Nielsen tlf.: 2034 2493
Mail: fritidsmentor@balk.dk
Rundt om samarbejdet
Indsatsen, hvor Kristine og Sofie er ansat, hedder Icehearts. Det er et samarbejde mellem DGI Storkøbenhavn og Ballerup Kommune, som er et EU-projekt, der er finansieret af ISCA. Samarbejdet har sikret, at:
- 160 børn har fået støtte og sparring til at finde vej ind i foreningslivet i Ballerup
- Flere børn har fået økonomisk støtte via fritidspas, så økonomien ikke står i vejen for deltagelse i fritidsaktiviteter
- Fritidsmentorerne har været til stede i BFO’erne på Hedegårdsskolen og Baltorpskolen, hvor de har lært forældre, børn og pædagoger at kende og herigennem udvidet kendskabet til fritidslivet i Ballerup
- 8 nye foreningshold starter nu op for børnene på Baltorpskolen og Hedegårdsskolen i samarbejde med foreningerne
- Ballerup-Skovlunde fodbold (BSF): Torsdag kl. 14.30-15.30 i Hedegårdshallen (0-3 årgang)
- Ballerup Atletik klub (BAK): Onsdag kl. 14.45-15.30 på atletikbanen ved Hedegårdens BFO (0-3 årgang)
- Svømmeklubben Triton: Mandag kl. 14.00-14.45 (pigehold), kl. 15.00-15.45 (drengehold) i svømmehallen på Rugvænget skole (1-3 årgang) o Ballerup Badminton Club 58 (BBC58): Torsdag kl. 16.00-17.00 i Balleruphallen (0-3 årgang)
- Basketball BMS Herlev: Fredag kl. 14-15 i Grantoftehallen (0-3 årgang)
- Dans med Ballerup Musik- og Billedskole (BAMUK): Torsdag kl. 14.00-15.00 (0-1 årgang) kl. 15.00-16.00 (2-3 årgang) i spejlsalen i Grantoftehallen