Frivillig forening skal skabe stærkere forbindelse til Tyskland
En ny samarbejdsbyforening skal fremme samarbejdet mellem danske og tyske foreninger og private i Ballerup og Brandenburg an der Havel.
Ballerup Kommune har gennem flere år haft et samarbejde med tyske Brandenburg an der Havel. Samarbejdet sikrer blandt andet, at folkeskoleelever kommer på udveksling hos hinanden og oplever skolelivet og dagligdagen hos naboen på den anden side af grænsen. Desuden har Ballerup Kommune et fast samarbejde inden for kulturområdet. De to kommuner kigger også over landegrænsen efter inspiration til, hvordan begge steder kan gøre det bedre og anderledes for borgere og virksomheder.
Nu bliver samarbejdet udvidet. En ny samarbejdsbyforening skal gøre det nemmere for borgere og foreninger at komme på udveksling til Brandenburg an der Havel og omvendt. Via udveksling, besøg og tæt kontakt til ligesindede parter i Brandenburg an der Havel er målet at styrke de mellemfolkelige relationer og samarbejdet mellem Ballerup og Brandenburg an der Havel. Det kan for eksempel ske gennem fælles musik, sang, sociale aktiviteter, idrætstræning eller andet relevant.
Frivillige skal drive arbejdet
I modsætning til det allerede etablerede samarbejde skal frivillige kræfter få det nye samarbejde til at leve og vokse. Derfor findes ”Ballerup-Brandenburg an der Havel Samarbejdsbyforening” nu. Foreningen blev officielt stiftet på en generalforsamling i foråret. Bestyrelsen består af Bente Skytt, Konstantin Pedersen og Per Præstekjær.
Da foreningen kun har eksisteret i kort tid, har den fortsat få medlemmer. Det ønsker foreningen at ændre ved at række ud til kommunens mange foreninger inden for musik, kor, dans, sport med mere. Det fortæller Bente Skytt:
”Hvis vi skal have flere medlemmer, skal folk først og fremmest opdage, at vi findes. Vi håber, at rigtigt mange foreninger kan se meningen med at indgå i et givende samarbejde med en lignende tysk forening. Vi er sikre på, at vores arbejde og aktiviteter kan være til glæde og gavn for mange. Det gælder også for privatpersoner med interesse for Tyskland, som kan få kontakt til ligesindede tyskere.”
Samarbejdsbyforeningen har desuden tænkt sig at række ud til skoler og virksomheder i kommunen for at gøre opmærksom på samarbejdsmulighederne.
Det personlige møde giver indsigt
Bente Skytts lyst til at skabe bånd til Tyskland kommer ikke mindst fra egne gode erfaringer med udveksling til en anden af Ballerup Kommunes samarbejdsbyer – skotske East Kilbride.
”Jeg har boet det meste af mit liv i Ballerup Kommune og deltaget i musiklivet fra ganske ung i Ballerup Brass Band. Vi var flere gange i Skotland og optræde og fik ligeledes besøg af skotterne. Den oplevelse har sammen med mange andre musikoplevelser over landegrænser været medvirkende til, at jeg har lyst til at indgå i den nye forening. Jeg vil gerne sammen med foreningen være med til at give tilbage og skabe noget for andre mennesker og gøre et samarbejde nemmere tilgængeligt for vores foreninger. Intet giver så god indsigt i et andet lands kultur end det personlige møde.”
Bente Skytt er stadig aktiv i det lokale foreningsliv som formand for bigbandet Wonderbra. Men det er ikke kun musikken, som har trukket hende ind i den nye forening.
”Jeg har en uddannelse i tysk, og jeg har altid brugt det tyske sprog aktivt i både skrift og tale. Jeg vil meget gerne være med til at fremme det sprog, som bruges af vores største handelspartner sydpå. Desuden giver det en helt unik oplevelse at opleve et andet lands kultur sammen med landets forskellige borgere.”
Brandenburg an der Havel ligger kun omkring en times kørsel fra Berlin og er kendt for at have et stærkt foreningsliv inden for kultur, musik og sport.
Er du interesseret i at være med i foreningen eller blot har gode ideer, kan du kontakte samarbejdsbyforeningen på ballerupbrandenburg@gmail.com