Gå på opdagelse i forskellige tidsaldre på gamle Lindbjerggård fra 1700-tallet
Børn kan lege sig igennem udstillingen med aktiviteter i de forskellige rum, mens voksne kan blive klogere på livet på landet gennem flere hundrede år. Udstillingen ’Bondens stuer’ bliver åbnet af borgmester Jesper Würtzen fredag den 23. juni klokken 15.00, hvor alle er velkomne.
Træd ind i et liv på landet og oplev et stykke national- og lokalhistorie fra forskellige tidsperioder. For hvert rum i den gamle Lindbjerggård, der er opført i 1700-tallet, byder på en unik tidslomme. Og familien Jensens bolig er åben for dig.
Det første, du møder, når du træder op ad de to små trin til døren og træder ind i det gule stråtagshus, er gårdens oprindelige køkken fra starten af 1950erne. Her kan du se et klassisk køkken med centralvarmekomfur, høkasse og det klassiske ‘Madam Blå’ køkkenudstyr.
I rummet ved siden af viser klunkestuen, hvordan man typisk boede i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Den fyldige indretning med klunker, draperet stof, grønne potteplanter og polstrede møbler danner rammen om en tid, hvor man brugte flere forskellige stilarter på samme tid i hjemmet.
Hjemmebryg og sort-hvid fjernsyn
I 1950er stuen kan du opleve, hvordan den næste generation i Jensen-familien boede med teakmøbler, elementer af abstrakte mønstre, eksotiske indslag og sort-hvid fjernsynet, der i perioden indtager en central rolle i indretningen. Her kan du sidde i sofaen, mens du læser Politiken fra 1959 og hører radio.
Og dukker du hovedet, kan du tage trapperne ned i den kølige kælder, hvor der blev opbevaret mad og brygget øl, der blandt andet blev brugt til gilde og andre begivenheder i storstuen. Du møder også en særudstilling om husmoderens vej til at blive el-dreven med fokus på den legendariske køkkenmaskine, Ballerup Mixeren.
Foran gården kan du gå en tur i den velholdte prydhave fra slutningen af 1800-tallet med mange smukke blomster og nationale symboler, som var typisk for perioden. Du kan også kigge ind i karlekammeret fra tiden før centralvarme og springmadrasser, og i længerne kan du opleve landbrugsmaskiner og redskaber og se også det gammeldags lokum.
Fakta:
• Der er indvielse af udstillingen ’Bondens stuer’ fredag den 23. juni kl. 15-17, hvor alle er velkomne
• Borgmester Jesper Würtzen klipper den røde snor til udstillingen
• Museet byder på kage, kolde drikke, musik og dans
• Udstillingen bliver en fast del af museet, og der er ligesom på resten af Ballerup Museum gratis entre