Glæden ved musik og fællesskab skal ud til beboere
En nyoprettet pulje skal bringe musikoplevelser ud til borgere på blandt andet plejecentre og bosteder.
Når musik opleves i fællesskab, skaber den glæde og livskvalitet. Musikken er også stærkt forbundet med højtider, og hjerternes fest er lige om hjørnet.
Men ikke alle har mulighed for at tage ud i byen til koncert. Det kan nemlig være forhindringer, der gør det umuligt at begive sig ud på egen hånd, når man bor på eksempelvis et plejehjem.
Derfor har Kultur- og Fritidsudvalget i samarbejde med Frivillighedsrådet afsat 100.000 kr. til en pulje, som musik- og korudøvere fra de musiske foreninger i Ballerup Kommune kan søge.
Læs mere: Puljen Musik i fællesskab
Puljen med titlen ”Musik i fællesskab” er oprettet med det formål at få musikken ud til borgere, som ikke selv kan opsøge koncerter og musiske begivenheder ude i lokalsamfundet.
Puljen giver foreninger, orkestre og kor mulighed for at få dækket udgifter til eksempelvis en dirigent eller transport i forbindelse med, at de optræder på et af kommunens plejecentre eller botilbud.
Puljen blev oprettet i 2018 som et forsøg, og det resulterede i 27 koncerter heraf flere julekoncerter på kommunens plejehjem og på Hospice Søndergård.
Nu får musikforeningerne mulighed for at søge puljen, der er oprettet på ny.