Go’ Fredag samlede over 1000 børn og unge
Igen i år slog Skovlunde Skole, BFO og Klub sig sammen og forvandlede Skovlunde Bypark til et fælles ’sommerland’ for børn og unge
Hoppeborge, oppustelige fodboldbaner med forskellige sports- og legeaktiviteter samt kreative tilbud som neglecafé og ansigtsmaling prydede Skovlunde Bypark, da der blev afholdt Go’ Fredag for ottende gang.
På dagen var ca. 60 medarbejdere fra BFO og Klub involveret i at skabe rammerne, så mere end 1000 børn og unge fik få en dag fyldt med sjov, fællesskab og gode minder.
- Grundidéen bag Go’ Fredag er at skabe en dag på tværs af institutioner, hvor vi i fællesskab kan tilbyde børn og unge oplevelser, som ingen af os kunne realisere alene. Udover alt det, vi kan byde ind med sammen, kunne vi i år også leje Danmarks længste oppustelige forhindringsbane på 36 meter, et klatretårn og “Last Man Standing”, fortæller Mikkel Borregaard, pædagogisk leder for Klub Skovlunde, afdeling Ellekilde.
Udover at medarbejdernes kompetencer spiller en stor rolle for dagens aktiviteter, er der også mange af de unge over 13 år, som engagerer sig som hjælpere og er med til at give de yngre børn en fantastisk oplevelse.
Scenen som samlingspunkt
En af de største og samlende attraktioner for dagen var den store scene, hvor nye såvel som erfarne bands samt dansegrupper og skoleklasser havde mulighed for at optræde.
- Scenen er ikke kun en oplevelse for publikum – det er også et vigtigt mål og en stor oplevelse for de unge at få mulighed for at optræde foran et rigtigt publikum. I år stod en gruppe 7.-klasseselever for eksempel for danselege for de yngre børn, forklarer Mikkel Borregaard.
Maden er også en vigtig del af dagen. Der bliver nemlig hvert år tændt op i grillene og serveret over 1000 franske hotdogs med forskellige typer af pølser til de sultne deltagere.
Næste år bliver Go’ Fredag afholdt den 28. august 2026 kl. 11.00–17.00 i Skovlunde Bypark.