Graffitikunstner Ricky D. udsmykker elskabe og byrum
I den kommende tid vil beboere i Skovlunde opleve en mand male elskabe med spraymaling i fuldt dagslys. Men bare rolig, han har fået lov! Og han er superflink og imødekommende – så sig endelig hej til ham.
Ballerup Kommune har indgået en aftale med graffitikunstner Ricky D., der i løbet af efteråret og vinteren vil give Skovlunde et farverigt løft og udsmykke 16 elskabe rundt omkring i byen. Projektet er en del af Ballerup Kommunes satsning på kunst i det offentlige rum og udspringer af budgetaftalen for 2025, hvor der er afsat midler til kunstnerisk udsmykning af elskabe og andet byinventar.
Projektet er inspireret af lignende initiativer i andre kommuner. Helsingør har i over 10 år arbejdet med kunstnerisk udsmykning af elskabe, og Aarhus har senest fulgt trop med kunstværker i gadebilledet. Hensigten er at gøre byrummet mere unikt og spændende ved at forskønne de ofte overklistrede og graffitihærgede elskabe.
Gode samarbejdspartnere
Ricky D. er ikke ukendt i lokalområdet. Han har udsmykket skaterbanen ved Malmparken Station - et projekt igangsat af bestyrelsen i Baldersbo afdeling 9. Bestyrelsen har også kastet sig ind i samarbejdet med Ballerup Kommune, så elementer fra skaterbanen vil gå igen på elskabene i Skovlunde, og dermed skabe en visuel sammenhæng i bybilledet.
Trafikselskabet Movia har også været åbne for projektet og derfor har kommunen kunne indgå en aftale med Movia om, at Ricky D. også udsmykker et toiletskur ved Malmparken Station.
Ricky D. er allerede i gang med farver og spraydåser på Fritidscenter Ellekilde. Hans kunst skal hjælpe med at forvandle den daglige omtale af stedet fra Byggeren til Oasen. Navneskiftet markerer, at det ikke længere er en byggelegeplads, men et fristed i bydelen, en oase hvor børn og unge kan finde ro, fællesskab og nye oplevelser. Så her skrues der op for farver og stemning med inspiration fra Miami-stilen.
Fremtidsplaner for projektet
Det er ikke kun Skovlunde, der i fremtiden vil få flere farver i bybilledet. I 2026 vil projektet fortsætte i Måløv, og året efter er det Ballerups tur til at få kunst på elskabe og andet byinventar. Her vil nye kunstnere sætte deres præg på blandt andet elskabe i samarbejde med Måløvhøj Skole og Ballerup Idrætsby.
Målet er at skabe et mere levende og inspirerende byrum, hvor kunst og hverdag mødes.