kvæg på græs

Grantoftegaard overtager plejen af alle kommunale naturområder

Ballerup Kommune og den socialøkonomiske virksomhed Grantoftegaard udvider samarbejdet. Grantoftegaard skal fra 2023 pleje alle kommunens naturområder

I flere år har den socialøkonomiske virksomhed Grantoftegaard stået for naturplejen på en del af Ballerup Kommunes naturområder. Nu har Ballerup Kommune og Grantoftegaard valgt at udvide samarbejdet, så Grantoftegaard fra og med 2023 skal pleje og passe alle kommunens naturområder efter deres egne økologiske principper.

- I Ballerup Kommune har vi besluttet, at kommunens landbrugs- og naturarealer skal dyrkes og passes økologisk. Det er blandt andet derfor, at man allerede nu kan opleve, at får og kvæg fra Grantoftegaard græsser på flere af vores arealer. Det udvidede samarbejde giver derfor god mening for naturen og miljøet, men samarbejdet bidrager også med et socialt og samfundsmæssigt perspektiv, siger borgmester Jesper Würtzen.

Som en del af det udvidede samarbejde kommer Grantoftegaard sammen med Larsbjerggård til at passe alle naturområder i kommunen. Larsbjerggård er kommunens dagtilbud til voksne med nedsat funktionsniveau, og som i flere år har stået for naturplejen i Harrestrup Ådal.

- Grantoftegaard tager socialt ansvar, og de er med til at give personer med behov for en særlig indsats en chance i livet. Hos Grantoftegaard kan de få deres erhvervsevne i spil, blive en del af et stærkt fællesskab samt få mulighed for at afklare deres videre færd i livet, siger borgmester Jesper Würtzen.

Hos Grantoftegaard er der også tilfredshed over det udvidede samarbejde.

- Vi er glade for samarbejdet, og som altid vil vi som socialøkonomisk virksomhed sikre, at det praktiske arbejde i naturen bruges målrettet til at skabe personlig udvikling og en meningsfuld hverdag for vanskeligt stillede borgere. Vi er stolte af de mange gode resultater, vi opnår, hvor netop produktion af økologiske grøntsager og pasning af dyr, bruges aktivt til udvikling af nye faglige kvalifikationer og hjælp til at tage de vigtige skridt på vej mod job og uddannelse, siger John Westhausen, der er formand for Fonden Grantoftegaard.

- Vi er også stolte af at være en besøgsgård i skønne Pederstrup, hvor børn og byboere kan opleve natur, dyr og økologiske fødevare af højeste kvalitet. Vi ser frem til et forsat godt samarbejde med kommunen, nu med en større del af plejen af naturområderne, afslutter John Westhausen.

Ét af de steder, hvor man i længere tid har kunnet opleve Grantoftegaards dyr fungerer som bæredygtige naturpasser, er i folden ved Kildesvinget tæt ved Ballerup Rideskole.⁠⁠