Hvordan har du det?

Hvordan har du det?

Rygning, smerter og ondt i livet. 100.000 tilfældigt udvalgte borgere over 16 år i hovedstadsregionen bliver fra i dag spurgt om, hvordan de har. Det sker for at kunne sætte ind med målrettet forebyggelse og bedre behandling af sygdomme.

Hvert fjerde år tager regionerne pulsen på danskernes sundhed med undersøgelsen ”Hvordan har du det?”. I Region Hovedstaden vil 100.000 borgere modtage et spørgeskema i deres e-Boks – på landsplan gælder det 300.000 danskere i alt. Undersøgelsen er den største af sin art, og den vil give et unikt billede af, om danskernes sundhed og trivsel er blevet bedre gennem årene, og hvor i landet, der er særlige udfordringer netop nu. 

Svarene fra de forrige undersøgelser har ført til en stribe lokale tiltag, netop dér hvor behovet har været størst. I år gør coronasituationen svarene endnu mere unikke, og derfor er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaerne for at få de mest brugbare resultater. Det gælder også for 2450 borgere i Ballerup Kommune.

- Det er vigtigt, at alle borgere i kommunen, der har fået spørgeskemaet, deltager i undersøgelsen. Når Ballerup Kommune kender borgernes svar om deres trivsel, sundhed og sygdom, så kan vi bedre planlægge og målrette fremtidige sundhedstilbud til de behov, som borgerne har, fortæller Anne Ganner Bech, leder af forebyggelsesenheden i Ballerup Kommune.

Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i marts 2022. Sidste undersøgelse i 2017 viste, at det haltede med danskernes sundhed på flere områder. Bl.a. var over halvdelen af de voksne danskere overvægtige, og flere unge var blevet rygere og trivedes dårligt. 

- Sundhedsprofilen viste også, at det især var gået tilbage med den mentale sundhed. På den baggrund har Sundhedshuset eksempelvis igangsat nye tilbud i naturen, som har fokus på at give borgerne i Ballerup Kommune redskaber til at tackle stress og angst. 

Om undersøgelsen:

  • Du kan tjekke, om du er udtrukket til at være med i undersøgelsen ved at se, om du har fået spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i din digitale postkasse. Dem, der udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række forskellige præmier.
  • Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte. Det er frivilligt, om du vil deltage. Spørgeskemaet vil enten komme fra din region eller fra Statens Institut for Folkesundhed. Du kan kende skemaet på, at det hedder ”Hvordan har du det?” 
  • Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet på hjemmesiden danskernessundhed.dk, hvor man også kan læse resultaterne fra tidligere undersøgelser.