Rico

Igen i år markeres Sindets Dag i Ballerup

Psykiatrirådet i Ballerup Kommune inviterer alle til markering af WHO’s Sindets Dag den 10. oktober.

"Det er på tide, at psykisk sundhed på arbejdspladsen bliver prioriteret".

Sådan lyder temaet for årets markering af Sindets Dag, som FN’s sundhedsorganisation WHO står bag.

I den anledning inviterer psykiatrirådet alle i Ballerup Kommune til et gratis arrangement på Posthuset med oplæg og debat.

Aftenens foredragsholder er Rico Rasmussen, som vil fortælle om sit liv som dobbeltdiagnosticeret borger. 

Han lever i dag det, han selv betegner som det mest meningsfulde liv. Han arbejder fuldtid i Psykiatrien, er partner i en konsulentvirksomhed og nyder livet med sine to børn.

Det har dog aldrig ligget i kortene, at Rico skulle leve livet, som han gør nu. I helt sit liv har han været omgivet af en dobbeltdiagnose. Han har måttet erfare, hvordan det er at være pårørende til ens allernærmeste, når de falder hen i deres eget misbrug og kæmper med det mentale.

Et liv med mening og håb

Men han har også oplevet, hvordan det har været selv som ”dobbelt diagnosticerede svingdørspatient”. Han har måttet høre fra professionelle, at han aldrig ville komme i arbejde, aldrig ville få en familie og altid at skulle være i medicinsk behandling og altid gå i terapi.

På autentisk vis vil Rico Rasmussen føre publikum ind bag det kaotiske ydre og illustrere, hvad der egentligt kan ligge til grund for, at man som menneske udvikler så destruktive måder at håndtere ens egen lidelse på – og illustrere de følgevirkninger, der følger med. Men mest af alt vil han fortælle om rejsen ud og hen til et liv med mening og håb.

Foruden foredrag og debat kan du også møde Sind, Ombold, Den Sociale Indgang, Region H, Bedre Psykiatri og Headspace. Derudover byder arrangementet også på uddeling af Sundhedsprisen 2024. Du kan indstille kandidater til Sundhedsprisen frem til den 1. oktober. Du indstiller her.

Program for dagen

Kl 16:00       Boderne åbner

Kl 16:30       Uddeling af Sundhedsprisen 2024 v. Lolan Ottesen

Kl 17.00       Rico Rasmussen holder foredrag

Kl 17.45       Pause, hvor boderne er åbne

Kl 18.00       Oplæg fortsat med plads til spørgsmål


Kl 18:45       Tak for i dag

Arrangementet finder sted på Posthuset, Banegårdspladsen 7 i Ballerup.