Jane på 72 år fik lyst til arbejdslivet igen
Botilbuddet Rødbo søgte for nylig efter medarbejdere, der gerne ville tilbage til arbejdsmarkedet, selvom de havde taget hul på pensionisttilværelsen. Det var lige noget for Jane på 72 år – mød hende her.
- Jeg får fantastisk meget ud af at arbejde på Rødbo 15 timer om ugen. Når jeg giver beboerne et kram, hjælper dem i tøjet så de ser ordentlige og værdige ud eller vi får en snak, så får jeg et smil tilbage og oplever deres umiddelbare reaktion. Det er da at få noget ud af verden, fortæller Jane Schmidt, som er 72 år og bor i Skovlunde sammen med sin mand, som hun fejrede guldbryllup med sidste år.
Mie Thorup, afdelingsleder på Rødbo, fortæller at de gerne vil ansætte nogen, der har forladt arbejdsmarkedet som et supplement til den faste stab:
- Vi bliver mindre afhængige af at skulle kalde vikarer ind, når vi har medarbejdere som Jane morgen og formiddag, hvor der er mest travlt. Så kan vi godt undvære en vikar ved fx sygdom. Samtidig bliver de velkendte og trygge ansigter for vores beboere. Vi håber, flere har lyst til at arbejde hos os på denne ordning, og vi kan tilpasse dage og timer efter deres behov. Det vigtigste er, at beboerne kan mærke, at man vil dem og har lyst til at være her – så skal vi nok lære dem op i opgaverne hen ad vejen, siger Mie Thorup.
Smitteopsporing gav arbejdsglæde
Jane gik egentlig på pension, da hun var 60 år efter et arbejdsliv, hvor hun bl.a. både har været kontorassistent, lægesekretær på ortopædkirurgisk afdeling og sygehjælper på en barselsgang – og ansat i Ballerup Kommune i sygedagpengeområdet og i opstarten af misbrugsbehandling på Brydehusvej.
Efter nogle gode pensionistår med pasning af fem børnebørn, kom corona og Jane fik lyst til at søge ind i smitteopsporingen – i øvrigt sammen med sin mand.
- Det var fantastisk at få kolleger igen, opleve at jeg kunne lære noget nyt og hele opgaven med at snakke med folk og hjælpe dem, fortæller Jane om at få arbejdsglæden tilbage. Og så vil hun gerne holdes i gang, og det skal helst ikke være i et fitnesscenter eller med lange gå-ture – der skal noget andet til.
Jane nyder samværet med beboerne og at give dem omsorg og opmærksomhed. Foto: Bo Helsted.
God motion, søde kolleger og ny viden
Hun så stillingen på Rødbo, som er et botilbud for borgere med erhvervet hjerneskade. Det ligger tæt på hvor hun bor og på Rødbo sørger hun bl.a. for personlig hjælp og pleje til beboerne, tøjvask og oprydning.
- Tre dage om ugen er jeg her fra kl. 7.30-12.30 og jeg er i det samme hus hver gang. Det passer mig godt, for jeg knytter mig til beboerne. Jeg har fået ny viden, søde og hjælpsomme kolleger og jeg får lov at vokse mig ind i opgaverne. Jeg kan nemt gå over 5.000 skridt på en vagt, så det er med til at holde mig i gang. Min mand synes det er alle tiders, at jeg har lyst til at være her – og så sørger han for rengøringen derhjemme, mens han skruer godt op for Bruce Springsteen, smiler Jane. - Jeg vil da anbefale andre at søge herud. De skal have lidt overskud, lyst til at lære og ikke være bange for at spørge og så kan de glæde sig til at være sammen med beboerne.
Måske noget for dig?
Rødbo, der ligger på Klausdalsbrovej, hører gerne fra dig, hvis du tænker at Janes job lyder som noget for dig. Ring til afdelingslederne Yvonne Strøh på 44 77 25 94 eller Mie Thorup på 23 99 00 27.