Kasperskolen anerkendt som Grøn Skole
Bæredygtighed og miljøbevidsthed står højt på dagsordenen på Kasperskolen i Skovlunde, og indsatsen er nu blevet anerkendt af Friluftsrådet.
Elever og lærere på Kasperskolen har gennem længere tid arbejdet med temaerne bæredygtigt forbrug og klimavenlige vaner, og de har dermed gjort sig fortjent til titlen Grøn Skole.
Grøn Skole er et undervisningsprogram under Friluftsrådet, som arbejder for at få mere miljøbevidsthed ind i skemaet – ikke kun teoretisk, men i høj grad også praktisk.
Eleverne lærer ikke kun om bæredygtig og grøn omstilling gennem bøger, de laver aktiviteter og eksperimenter, så de ved, hvordan de selv helt konkret kan bidrage til en grønnere verden. Det skaber større engagement, viden og lyst til at gøre en forskel.
Programmet Grøn Skole hjælper skolerne med at bruge skolen og lokalområdet som en ramme, hvor eleverne bidrager til konkrete resultater, som skaber en rigere natur og større miljøbevidsthed.
Den store indsats blev anerkendt med titlen Grøn Skolen fredag den 20. juni, hvor borgmester Jesper Würtzen (A) sammen med elever og personale hejste det grønne flag, der markerer den nye status. Det blev fejret med taler, sang, kage og plantning af et træ på skolen.