Kildedal By sælger sit første erhvervsbyggefelt
Visionerne om Kildedal By som en by for life science virksomheder og deres medarbejdere har fået et kraftigt skub frem med salget af det første erhvervsbyggefelt.
Der bliver kort vej til arbejde for de danske og udenlandske medarbejdere, der i fremtiden vil kombinere et arbejdsliv i life science-sektoren med en let hverdag i Kildedal By. Det er udsigten, efter at selskabet bag den kommende by netop har solgt et erhvervsbyggefelt på 30.000 etagemeter til en større dansk virksomhed.
- Aftalen cementerer visionerne om Kildedal By som et kraftcenter for life science-virksomheder – og et godt sted at bo for deres medarbejdere, siger Bo Rasmussen, bestyrelsesformand for Kildedal P/S, der udvikler den nye by i udkanten af Storkøbenhavn.
Byen bliver over det næste årti bygget op omkring cirka 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser især beskæftiget inden for videnstunge erhverv.
Den konkrete anvendelse af byggefeltet ligger ikke fast. I stedet har virksomheden sikret sig en mulighed for at vækste sin forretning inden for life science i et område, der er inde i en spændende udvikling, fortæller Bo Rasmussen.
- Visionen om Kildedal By har hele tiden stået på to ben; dels som et godt sted at bo, dels som et godt sted at arbejde. Vi skaber en by for mennesker, hvor der samtidig er et godt miljø for videnstunge virksomheder, hvad enten de er i opstart eller etablerede. Salget er et stort skridt nærmere en realisering af vores vision om at skabe 5.000 arbejdspladser inden for især life science. Nu fortsætter arbejdet med at skabe boliger og byen til de mange medarbejdere, siger han.
Kommunalt fokus bærer frugt
Ballerups borgmester, Jesper Würtzen glæder sig over udsigten til, at endnu flere mennesker fremover vil kunne søge mod Ballerup, dels for at arbejde, men også for at bo.
- Ballerup Kommune er en af landets stærkeste erhvervskommuner, og vi er især stærke inden for life science, hvor vi i dag har 7-8.000 ansatte inden for erhvervsklyngen. Det er derfor en glædelig nyhed, at vores satsning på denne type erhverv endnu engang bærer frugt med salget af erhvervsbyggefeltet i Kildedal By, siger Jesper Würtzen.
Han tilføjer, at kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune netop har afsat midler til at undersøge grundlaget for en folkeskole i Kildedal By, samtidig med at Kildedal Bys kommende børnehus vil stå klar samtidig med de første boliger. Det er sket med dette års budgetforhandlinger.
- I kommunen gør vi os altså klar til at tage imod de mennesker, der kommer til området for at arbejde og bo i de kommende år. Og vi glæder os til at tage imod dem, fortæller borgmesteren.
Fakta om Kildedal By
Arealudviklingsselskabet Kildedal By P/S udvikler over de kommende cirka ti år en ny by ved Kildedal Station i udkanten af Storkøbenhavn. Selskabet er ejet af Ballerup Kommune og Pension
Danmark med det formål at skabe en by med godt 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser inden for især life science og lignende videnstunge erhverv.