Kirsten får Ballerups demensramte til at mærke livets kraft igen
Ballerup Kommunes fællesskabskoordinator på demensområdet, Kirsten Holmer, er med til at skabe rammerne for nye fællesskaber for demensramte og pårørende
- Det er vigtigt, at man kommer ud og deltager i livet trods en demenssygdom.
Sådan lyder det fra Ballerup Kommunes fællesskabskoordinator på demensområdet, Kirsten Holmer.
Hendes fornemmeste opgave er at skabe rammerne for nogle meningsfulde fællesskaber for Ballerups borgere, der lever med demens, og deres pårørende. En indsats, der har været ekstra meget i fokus under den landsdækkende Demensugen i uge 19.
- Min opgave er at skabe rammerne for nogle fællesskaber, hvor der er plads til at være den, man er, og hvor de aktiviteter og arrangementer, der tilbydes, er med til at give gode oplevelser og noget at se frem til. Også når livet forandrer sig med en demensdiagnose, siger Kirsten Holmer.
Kirsten peger samtidigt på, at behovene og ønskerne ofte er vidt forskellige fra person til person, og at tilbuddene derfor skal være varierede og rumme mange muligheder.
- Aktiviteterne tager udgangspunkt i det, der giver livskvalitet, fælles oplevelser og mulighed for samvær med ligestillede. Det kan være fællessang, kor, cykelture, fællesspisning eller andre sociale aktiviteter, men det vigtigste er, at deltagerne føler sig velkomne, trygge og som en del af fællesskabet. Samværet med ligestillede har nemlig stor betydning for mange, da fælles forståelse og muligheden for at spejle sig og hente sparring er meget værdifuld, fortæller hun.
Frivillige er guld værd i demensindsatsen
Demensaktiviteter og -tilbud i Ballerup Kommune bliver helt bevidst udviklet i tæt dialog med dem, der lever med demens, de pårørende og sammen med frivillige, foreninger, organisationer samt andre i kommunen. Og det er helt essentielt.
- Frivillige er guld værd. Deres engagement og nærvær er afgørende for at få stærke fællesskaber og velfungerende aktiviteter til at fungere i praksis. Med deres tid og opmærksomhed er de med til at skabe en varm og tryg ramme, hvor det er en god oplevelse at deltage, fortæller Kirsten.
- Har man lyst til at blive frivillig, er man meget velkommen. Det kræver ingen særlige forudsætninger, og alle kan bidraget med noget, stort eller småt, tit eller kun indimellem. Det er altid muligt selv at bestemme, hvor meget man vil bidrage. Lysten til at være med og gøre en forskel for andre er det vigtigste, påpeger Kirsten.
Kirsten Holmer kan kontaktes på tlf. 2924 0443 eller på mail kiho@balk.dk