Klimapolitik og –handleplan i høring: Ambitiøse mål for klimaneutral fremtid
Kommunalbestyrelsen har sendt en ambitiøs klimapolitik og klimahandleplan i høring. Målet er, at kommunen senest i 2045 skal være klimaneutral
Senest i 2045 skal Ballerup Kommune være klimaneutral. Det har politikerne i Kommunalbestyrelsen besluttet for at tage ansvar for fremtiden og de kommende generationer.
Grøn omstilling og CO2-reduktioner til et absolut minimum gælder både borgere, virksomheder og kommunen selv. Det helt store spørgsmål er dog, hvordan vi i fællesskab lykkes med opgaven frem mod 2045?
Det giver Ballerup Kommune nu sit første bud på i et udkast til en klimapolitik og klimahandleplan. Begge dele er netop sendt i høring.
Læs mere: Forslag til klimapolitik og -handleplan
- Med Ballerup Kommunes første klimahandleplan sætter vi en tydelig og ambitiøs retning mod en grønnere fremtid for os alle sammen. Senest i 2045 skal hele kommunen være klimaneutral. Det er ambitiøst, og det kommer til at kræve noget af os alle sammen - både borgere, politikere, virksomheder og kommunen selv, siger borgmester Jesper Würtzen.
Høringen løber fra den 28. marts til den 30. april, og det er muligt at komme med inputs via kommunens hjemmeside på ballerup.dk/blivhoert - derudover bliver der også tale om tre fysiske arrangementer på Posthuset i Ballerup.
- Jeg er glad for, at vi nu er kommet dertil, at vi kan lægge et konkret forslag til politik og handleplan frem. Jeg håber, at mange vil komme med inputs, idéer og generelt give deres besyv med, så vi sammen kan være med til at tage ansvar for fremtiden og de kommende generationer, siger Jesper Würtzen.
Klimapolitik og klimahandleplan efter internationale standarder
Ballerup Kommune har de seneste år taget del i det såkaldte DK2020-partnerskab herhjemme. Med partnerskabet har kommunen forpligtet sig at udarbejde en klimahandlingsplan, der baserer sig på samme standard for klimaplanlægning, som anvendes i nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40.
- Sidste uges klimarapport fra FN’s klimapanel var helt tydelig. Der skal fart på den grønne omstilling. Med den nye klimapolitik og klimaindsatserne er Ballerup Kommune klar. Vi tager opgaven på os og er klar til at træde i karakter, siger Jesper Würtzen.
Fjernvarme, elbiler og mere genanvendelse
Klimahandleplanen indeholder et stort antal konkrete indsatser, der skal sikre klima-neutralitet i 2045. Indsatser med størst gennemslagskraft fokuserer på udrulning af fjernvarme til borgere og virksomheder, elektrificering af transporten samt genanvendelse af plast.
- De første borgere i kommunen er allerede blevet tilbudt at overgå til fjernvarme, og tallet vil kun stige i fremtiden. Derudover har vi netop annonceret et stort antal ladestandere over hele kommunen, så flere forhåbentlig vil overveje at skifte benzin- og dieselbilen ud med en elbil. Så vi gør allerede nu alt, hvad vi overhovedet kan for at sætte skub i den grønne omstilling, siger Jesper Würtzen.
Ballerup Kommunes klimapolitik og klimahandleplan forventes endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen i juni 2023, og du kan frem til den 30. april komme med inputs via kommunens hjemmeside ballerup.dk/blivhoert