Koncertsalen

Koncertsalen har fået sit navn

Lokale musikere og Ballerup Musik- og Kulturskole gav koncert, da koncertsalen i den tidligere UCC-bygning fik sit navn.

Koncertsalen på Ejbyvej. Koncertsalen i den tidligere UCC-bygning. Kært barn har mange navne, og det har koncertsalen i Skovlunde også haft gennem tiden. Men nu er det slut.

For nu har salen fået sig et navn. Til musik fra lokale musikere og elever fra Ballerup Musik- og Kulturskole blev koncertsalen navngivet, og med hele 176 navneforslag fra borgere har interessen for et ’rigtigt’ navn været stor.

- Det er dejligt at opleve den store interesse, der har været for at finde et navn til koncertsalen, og jeg kan afsløre, at der var mange både gode og fantasifulde forslag. Vi blev i arbejdsgruppen enige om at kombinere to forslag, fortæller borgmester Jesper Würtzen.

Koncert

Navnet er blevet Skovlunde Koncertsal Resonansen, og den har henover den seneste tid gennemgået en renovering, hvor der blandt andet er blevet etableret en elevator, ligesom der også er blevet installeret et nyt lydanlæg.

- Salen har en rigtig god akustik og er blevet udstyret med et nyt lydanlæg af en rigtig god kvalitet. Den er særlig velegnet til klassisk musik, men jeg kan også sagtens forestille mig at se teater i salen. Det bliver spændende at se, hvordan den tages i brug, siger borgmesteren.

Levende musikliv skal understøttes

Når man låner koncertsalen, får man adgang til et nyetableret køkken. Der er også en opvarmningssal for sangere og musikere.

- Vi har med salen fået rigtig gode rammer til at skabe nogle gode musikalske oplevelser for borgerne, siger Charlotte Holtermann, formand for Kultur og Fritidsudvalget.

Åbningkoncertsal

- Vi har i Ballerup Kommune et levende musikliv, som vi skal understøtte. Det gælder både vores gode kulturelle institutioner, men også de mange frivillige sangere og musikere. Derfor er det også glædeligt, at vi har skabt de her gode rammer i Skovlunde Koncertsal Resonansen, der giver muligheder for endnu flere musikalske oplevelser i kommunen.

- Derfor håber jeg også, at mange af vores lokale kor og bands i fremtiden vil spille nogle af deres koncerter i salen, tilføjer Charlotte Holtermann.

Fem vindere i navnekonkurrencen

Med navnekomitéens valg om at slå to navne sammen, er der faktisk hele fem vindere af navnekonkurrencen.

Fire personer står bag forslaget om Skovlunde Koncertsal, mens en enkelt borger foreslog Resonans. Som tak for hjælpen med navnet var der derfor flotte gavekurve til de fem vindere.

Rundt om Skovlunde Koncertsal Resonansen

  • Koncertsalen er en tilbygning til den bygning, der oprindeligt rummede Københavns Dag- og Aftensseminarium - i daglig tale kaldet KDAS.
  • Seminariet blev etableret i 40’erne, men adressen her flyttede de ind på i 1967, da de dengang topmoderne bygninger stod klar til at huse de mange lærere og elever
  • KDAS var i 1970’erne landets største seminarium med ca. 1500 studerende og 125 lærere. I denne periode var musik et højt profileret fag med bl.a. Gudrun Lund og Pierre Dørge blandt lærerstaben
  • I 1995, mens der stadig var seminarium her i Skovlunde, blev koncertsalen så bygget til
  • Seminariet blev afviklet i 2009, og så var det Professionshøjskolen UCC der boede herude, indtil Ballerup Kommune købte stedet i juni 2016