Brandenburg an der Havel

Få viden og kontakter gennem vores venskabsby i Tyskland

Ballerup Kommune har en venskabsby i Tyskland; Brandenburg an der Havel. Det er en by med ca.70.000 indbyggere beliggende ca. 80 km vest for Berlin. I Ballerup er der en forening, der kan hjælpe virksomheder, personer og organisationer med kontakt og info.

Ballerup Kommune har en venskabsby i Tyskland; Brandenburg an der Havel. Det er en by med ca.70.000 indbyggere beliggende ca. 80 km vest for Berlin.

På kommunens foranledning er der etableret en frivillig forening, Ballerup-Brandenburg an der Havel Samarbejdsbyforening, der vil fremme forholdet imellem de to byer. Foreningen ønsker at favne så bredt som muligt, søger de at fange interessen hos alle de interessenter, der kan være i Ballerup, deriblandt det lokale erhvervsliv.

Vil gerne skabe kontakt mellem virksomheder

Foreningen vil primært fremme og formidle interesser inden for kultur, sport, foreningsliv, sprog, skole og erhvervsliv. De frivillige i foreningen vil gerne hjælpe med at skabe netværk og ideudveksling mellem virksomheder i de to byer.

”Vi er klar over, at det tyske sprog kan være en hindring, men her kan foreningen i et begrænset omfang hjælpe, så en god forbindelse ikke går tabt af den årsag”, fortæller Konstantin Pedersen, der er medlem af bestyrelsen i Ballerup-Brandenburg an der Havel Samarbejdsbyforening.

Få viden om Tyskland og til arrangement i Ballerup den 14. november

For at udbrede kendskabet til den frivillige forening har foreningen planlagt et gratis arrangement i kulturhuset (det gamle posthus i Ballerup) den 14. november kl. 19.00 med den dansk-tyske tv-vært, debattør og tidligere chefredaktør Sigfried Matlok. Han vil bl.a. fortælle om dansk/tysk kultur og hvad det vil sige at være nabo til Tyskland samt besvare spørgsmål fra publikum.

Ønsker du/I at vide lidt mere om foreningen og i hvilket omfang det kunne være interessant for dig/ jer at være med i foreningen, så kontakt dem på ballerupbrandenburg@gmail.com.

Foreningen er åben for såvel enkeltpersoner som foreninger og virksomheder.