Kontorbygning i Lautrup bliver til hjem for ukrainere

Kontorbygning i Lautrup bliver til hjem for ukrainere

Virksomheder, borgere og frivillige organisationer har i høj grad hjulpet Ballerup Kommune med at kunne tage bedst muligt imod ukrainske flygtninge. En kontorbygning i Lautrup er netop gjort klar til at huse op til 250 ukrainere.

Foto: Niels Peter Jørgensen viser rundt i bygningen, hvor der bl.a. er indrettet 17 køkkener i det tidligere kantine-køkken (af Bo Helsted).

Krigen i Ukraine har store konsekvenser, og alle kommuner skal på kort tid finde et midlertidigt hjem for de ukrainske flygtninge, der kommer hertil. I Ballerup har vi været heldige med, at Wihlborg har tilbudt kommunen at låne bygningen gratis til at huse ukrainske flygtninge, der skal blot betales for vand, varme og strøm.

"Vi ser det som en vigtig opgave at kunne hjælpe Ballerup Kommune og de mennesker, der er på flugt fra krigen, med et godt ophold i Danmark. Vi håber, at vores kontorejendom på Lautrupvang 3 kan være med til at sætte en tryg ramme for de flygtninge som kommer til kommunen", fortæller administrerende direktør i Wihlborg Søren Holm.

Erhvervslivet gør en forskel i lokalsamfundet

Wihlborgs kontorbygning på Lautrupvang har stået tom i to år, men i denne uge flytter de første ukrainske familier ind i kontorhuset, der nu er omdannet til midlertidige boliger. De tidligere kontorer mellem 14 og 45 m2 er nu indrettet til enkeltværelser, og i de store rum er der plads til en hel familie. Derudover er der etableret fælleskøkkener, badværelser og opholdsrum. Alt sammen er sket på en måned, og har kun kunne lade sig gøre, fordi virksomheder, borgere og frivillige organisationer har bidraget med stor hjælp.

Der er bl.a. blevet doneret møbler fra TopDanmark og GN, og så er Bosch er en af de virksomheder, der havde afsat en halv dag i midten af maj for at tage imod donationer af møbler og fra borgere. De dukkede op med 25 medarbejdere til at pakke kasser klar til værelser og køkkener:

”Det var en sjov, hyggelig og aktiv onsdag eftermiddag på tværs af afdelinger i Bosch, hvor alle med det samme hurtigt tog del i at få pakket de vigtige køkkenkasser til de lejligheder, som senere vil være klar til de ukrainske flygtninge. Alt som blev pakket var baseret på donationer fra borgerne, og alle var virkelig meget omhyggelige med, at alt som stod på pakkelisten, også skulle i kasserne. Derfor kan vi roligt sige, at der var kamp om bl.a. teskeerne, og pludselig går det op for en, hvor vigtig en sådan lille teske faktisk er, og at selv de mindste ting, kan gøre en forskel”, fortæller Lisa Berg Nielsen, der er Communications Manager hos Bosch.

Bosch hjælper til      Bosch hjælper til

Foto: Medarbejdere fra Bosch tager imod donationer fra borgere og fordeler dem i kasser, som skal ud på de forskellige værelser og køkkener (af Lisa Berg Nielsen).

Derudover fik Ballerup Kommune en vigtig hjælpende hånd til klargøringen af kontorhuset fra andre lokale virksomheder: Bryde og Sønner har knoklet med at fordele de mange kasser med Ikea-møbler ud på værelserne, så de var klar til at blive samlet, og ML Byg fra Måløv stillede med 12 mand en hel dag, hvor de donerede deres arbejdskraft til at samle møbler. Friis Gulvmontage og SA Gulve har også stillet op med arbejdskraft og COOR-rengøring har doneret rengøringsvogne og støvsugere. HCS har sat containere op til affald, og de har sørget for at tømme dem lige så snart, de var fyldte. 

ML byg

Foto: Medarbejdere fra ML Byg samler møbler i de tidligere kontorlokaler, der nu er værelser (af Bo Helsted).

På en måned er alt gjort klart

Der står nu værelser klar til de første 50 beboere, resten af værelserne indrettes i takt med behovet. De er indrettet med senge, et lille spisebord og stole, en kommode og et køleskab med en lille fryser og så var der i forvejen persienner for alle vinduerne. 

Borgmester Jesper Würtzen har fulgt arbejdet med at omdanne kontorbygningen til et hjem:

”Jeg er så taknemmelig for at vores virksomheder, borgere og foreninger rykker ud og hjælper os. Det er en stor og vigtig opgave og det er helt uundværligt, at så mange i lokalsamfundet bidrager. Så en kæmpe tak fra mig til alle jer, der hjælper både med indretningen af Wihlborgs kontorhus og for de mange bidrag, I er kommet med til indsamlinger og til jer, der giver husly, hjælper med at finde job og til foreninger, der byder børn og voksne indenfor i jeres fællesskaber. Og en tak til de mange, mange andre, både borgere og medarbejdere i Ballerup Kommune, der hver især er med til at give vores nye, ukrainske borgerne en varm velkomst og en god start på deres tid i vores kommune”, siger Jesper Würtzen.