Foto

Marie Herborn bliver ny centerchef for Kultur, Idræt og Fritid

Fra 1. november tiltræder Marie Herborn som ny centerchef for Kultur, Idræt og Fritid i Ballerup Kommune. Hun kommer fra en stilling som centerchef for Kultur og Fritid i Tårnby Kommune.

Som centerchef får Marie Herborn blandt andet ansvaret for at videreudvikle kommunens arbejde med at styrke kulturen og understøtte gode fritidsfællesskaber for alle kommunens borgere.

Det er en opgave, den nye centerchef ser frem til at tage fat på.

- Ballerup Kommune står for mig som fællesskabernes kommune og et fantastisk sted at leve. Kultur, fritid og idræt har en særlig betydning for livsglæde og det levede liv, og Ballerup er, ligesom Tårnby Kommune, blandt de kommuner, som prioriterer kultur og fritid allerhøjest og er anerkendt for sine gode og mange kultur- og fritidstilbud, siger Marie Herborn.

- Jeg er selv vokset op i Ballerup, og det føles helt rigtigt og på mange måder som at komme hjem. Jeg glæder mig til at kunne give tilbage og særligt at møde alle gode kommende samarbejdspartnere; politikere, kolleger, medarbejdere, foreninger og selvfølgelig borgerne. Der er tegnet vigtige politiske visioner for de kommende år – blandt andet for udviklingen af Ballerup Idrætsby og mål om at få endnu flere med i kulturlivet. Alt det ser jeg frem til at bidrage til, siger Marie Herborn.

Hun kommer med tre års erfaring som centerchef for Kultur og Idræt i Tårnby Kommune. Inden da var hun otte år i Ishøj Kommune som driftsstedsleder for bibliotek, musikteater og biograf.

I Ballerup Kommune får Marie Herborn det samlede ansvar for Center for Kultur, Idræt og Fritid med 11 medarbejdere på Ballerup Rådhus og syv decentrale institutioner og driftsområder.

Direktør for området Marie Louise Refsgaard ser frem til at byde Marie Herborn velkommen.

- Jeg glæder mig meget over at kunne byde Marie velkommen til Ballerup. I Marie får vi en særdeles kompetent og erfaren chef, der brænder for kultur-, idræts- og fritidsområdet og allerede har skabt flotte resultater på området. Jeg ser frem til at arbejde sammen med Marie om at videreudvikle kulturen og idrætten, så endnu flere borgere kan opleve at være en del af kommunens mange fritidsfællesskaber, siger Marie Louise Refsgaard.

45-årige Marie Herborn er uddannet kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet. Derudover har hun blandt andet en master i Socialt Entreprenørskab og en diplomuddannelse i ledelse. Privat bor hun i Ishøj med sin mand Michael og deres tre børn Silas, Thea og Jonas.