Foto

Meget mere end et behandlingssted: I Brydehuset dannes fællesskaber

I nye lokaler i Industriparken behandler Brydehuset borgere med rusmiddelproblemer. Mere end 600 borgere er i årets løb forbi kommunens rusmiddelscenter

Han peger lige under sine øjne. Små poser vidner om en nat uden så meget søvn. 

- Jeg er lidt træt i dag, fordi jeg har sovet dårligt. De kommer, når jeg ikke får sovet ordentligt, forklarer Allan på 52. 

For nætterne kan være de værste. Her sætter angsten nogle gange ind, og de mange tanker overtager nattesøvnen. Men selv om Allan er træt, er han mødt op. For han synes, det er vigtigt at fortælle, hvad Brydehuset kan. Så alle dem, der har brug for en fremstrakt hånd, ved, hvor de kan finde den.

Selv er han dagligt forbi Brydehuset, som er et sted, der betyder meget for ham.

- Jeg har gået her tre-fire år. Jeg havde et alkoholproblem og var stærkt afhængig. Og så havde jeg noget angst og depression, fortæller Allan.

Et stort fællesskab

Men det er ikke kun behandling, han oplever at få i Brydehuset. Det er i høj grad også et fællesskab, der omfavner ham, når han træder ind ad døren på Industriparken 31.

- Man har noget socialt liv. Man får en masse nye mennesker ind på livet. Det er spændende at møde andre mennesker, man normalt ikke ville have mødt. Folk har hver sine problematikker her, siger Allan og fortæller, han netop har fejret nytår med venner, han har mødt i Brydehuset.

Foto

Og det, at borgerne finder ind i et fællesskab i deres fritid, kan være afgørende i efterbehandling og for at lykkes med at lægge sit misbrug helt på hylden, fortæller Rikke Albrektsen, der siden maj har været konstitueret leder og før det var sygeplejerske på stedet i 12 år.

- Vi forsøger at tilskynde, hvordan borgere kan støtte hinanden i deres forløb. Og vi er jo virkelig lykkedes med det, hvis borgerne selv tager initiativ til at mødes – også uden for vores rammer, siger Rikke Albrektsen.

- Det kan være afgørende. Vi er jo bare en lille del af borgernes liv. Vi står ikke ved siden af borgeren hele tiden, uddyber hun.

Plads til alle

I løbet af året hjælper personalet i Brydehuset omkring 600 borgere med alkohol- eller stofbehandling. Man bliver ikke visiteret, men kan bare ringe på hovednummeret, og behandlingen er gratis. Så bliver man inviteret til en samtale. For nogle borgere er det korte behandlingsforløb, mens andre går i behandling i flere år.

De nye rammer – og de omkring 30 medarbejdere, som blandt andre er sygeplejersker, læger, psykologer, terapeuter, socialrådgivere og pædagoger, står klar til at hjælpe. 

- De nye rammer giver i højere grad mulighed for at omfavne borgerne, når de kommer ind ad døren, og de signalerer, at det her er et trygt sted at komme og få sin behandling. Her bliver man taget alvorligt, uanset hvilken problematik man kommer med. Vores faglige indsats matcher de rammer, vi har fået, og sikrer, at borgerne mødes med den kvalitet, omsorg og seriøsitet, de fortjener, siger Rikke Albrektsen.

Foto

Og en af dem, der er flyttet med fra den tidligere adresse til den nye, er Allan. I dag er han i praktik og i et jobafklaringsforløb, men sin gang i Brydehuset har han ingen planer om at slippe helt.

- Jeg vil nok altid komme her, siger han selv. 

Der er officiel åbning af det nye Brydehuset ved borgmester Jesper Würtzen fredag den 30. januar klokken 13.00, hvor alle er velkomne til at lægge vejen forbi Industriparken 31.