Klimaklov

Nu kan Ballerups unge være med til at skabe forandringer for klimaet

Unge får nu muligheden for at gøre en forskel for klimaet. Som noget helt ny slår Ballerup KlimaLab snart dørene op

Er du mellem 14 og 24 år, og har du lyst til at gøre en forskel for klimaet? Så har du nu chancen for at blive en del af Ballerup KlimaLab.

Ballerup KlimaLab er et inspirerende og gratis workshopforløb for unge, der drømmer om at tage handling for klimaet sammen med andre unge.

I KlimaLab får du mulighed for at dykke ned i klimaforandringerne, lære hvad du selv kan gøre, og få indflydelse på, hvordan Ballerup Kommune arbejder med klimaet. Undervejs får du fire spændende workshops med nogle af Danmarks skarpeste klimaformidlere, blandt andet den grønne tænketank CONCITO og Klimaakademiets direktør, Anders Holst Bodin.

- Unge spiller en afgørende rolle i klimadagsordenen, og vi har brug for deres perspektiver og engagement, hvis vi sammen skal finde nye løsninger og omsætte idéerne til reel handling. Jeg håber, at rigtig mange vil være med til at inspirere hinanden og komme med idéer til klimahandling under Ballerup KlimaLab, siger borgmester Jesper Würtzen.

- Vi har i Ballerup Kommune sat et ambitiøs mål om en samlet CO2-reduktion på 85 % i 2030. Derfor skal vi fortsætte med at finde nye måder at reducere vores klimaaftryk på. Det gælder både som kommune, virksomheder og borgere. Vi er fælles om klimaet, og kun sammen kan vi skabe en grønnere fremtid, siger borgmesteren.

Ballerup KlimaLab indeholder fire workshops i september, hvor der bliver mulighed for at dykke ned i tanker og idéer, og der bliver rig mulighed for at præge debatten og udvikle konkrete forslag til klimahandling. Forløbet kulminerer med et møde, hvor deltagerne præsenterer deres tanker og forslag for Klima- og Miljøudvalget i Ballerup.

KORT OM KLIMALAB

  • Klimalab er for unge mellem 14-24 år, og det er gratis at deltage

  • Der er fire workshops den 9., 16., 23. og 30. september kl. 17.00-20.00 på Posthuset

  • Læs mere og tilmeld dig direkte på ballerup.dk/klimalab