Ny biodiversitetspark åbner
Biodiversitetsparken mellem Vårbuen og Sommerbuen åbner den 4. juni med besøg af borgmesteren. Alle er velkomne
Blomstrende urter, insekthoteller og et udgravet vandhul. Det er bare nogle af de elementer, du møder, når du besøger Biodiversitetsparken mellem Vårbuen og Sommerbuen – ikke langt fra Vestbuen og Hold-an Vej. Og de er alle vigtige levesteder for insekter, fugle og smådyr.
Biodiversitetsparken åbner officielt den 4. juni klokken 16.00-18:00 og er blevet til med et ønske om at fremme bynær natur og gøre grønne områder mere mangfoldige og tilgængelige.
I forbindelse med etableringen af parken har det blandt andet været muligt at kortlægge den eksisterende biodiversitet, inddrage det nærliggende villakvarter og udvikle konkrete løsninger, der kan inspirere borgere til at fremme biodiversiteten i deres egne haver.
Find dyr med borgmesteren
En snoet sti leder dig som besøgende rundt i det grønne område og indbyder til både ro og nysgerrighed.
Parken er en åben invitation til at opleve og bidrage til naturens mangfoldighed. For her vises i praksis, hvordan naturen kan få mere plads i byen – og fungere som et levende inspirationsrum for alle, der ønsker at gøre en forskel i haven, i baggården eller på altanen.
Ved åbningsceremonien vil borgmester Jesper Würtzen sammen med borgere registrere nogle af parkens første arter via appen Arter.dk og dermed sætte fokus på, hvordan vi i fællesskab kan bidrage til at få mere viden om den natur, der er lige uden for døren.
Sjove og lærerige aktiviteter for børn
Åbningen byder også på sjove og lærerige aktiviteter for hele familien, hvor både store og små kan lære mere om nogle af de arter, der lever her i kommunen.
Børnene får desuden mulighed for at tage en lille naturgave med hjem – noget, der kan inspirere til egne opdagelser i naturen.
Ved åbningen vil borgmesteren og kommunens naturteam også præsentere projektets visioner og baggrund. Derudover bliver der uddelt inspirationsmateriale med konkrete idéer og praktiske råd til, hvordan man kan hjælpe biodiversiteten på vej der, hvor man bor.
Program
kl. 16:00-18:00
Udforsk de mange forskellige levesteder og brug appen arter.dk og vores udleverede materialer til at finde og genkende arter.
kl. 16:30-16:45
Velkomsttale ved Borgmester Jesper Würtzen, som fortæller om tankerne bag projektet.
kl. 16:50-17:30
Kom med på en lille tur, hvor du hører om parkens forskellige elementer og deres betydning for biodiversiteten.