Nye partnerskabsaftaler for idrætslivet

Nye partnerskabsaftaler for idrætslivet

Onsdag den 25. november blev der underskrevet to nye, spændende partnerskabsaftaler i Ballerup Kommune

Onsdag aften summede Kommunalbestyrelsesalen på Ballerup Rådhus af liv og sportsmanship. En række forskellige repræsentanter fra idrætslivet i Danmark var nemlig til stede for at forlænge to vigtige aftaler mellem idrætslivet og Ballerup Kommune.



Begge aftaler omfatter atleter med mulighed for at opnå deltagelse ved OL i Tokyo i 2021.

Ballerup Kommune er fortsat Team Danmark Elitekommune

På mødet forlængede Team Danmark og Ballerup Kommune aftalen om, at Ballerup Kommune fortsat er Team Danmark Elitekommune. Aftalen gælder fire år og løber indtil 2025. Aftalen sætter blandt andet fokus på at skabe gode elite- og talentmiljøer samt uddannelse af dygtige trænere og ledere. Dertil kommer et fokus på fortsat udvikling af Hedegårdsskolen som idrætsskole.





Fra venstre: Direktør i Team Danmark Lone Hansen og borgmester Jesper Würtzen

Fokus på talentudvikling i vandet

Herefter blev en aftale mellem Dansk Svømmeunion, svømmeklubben Triton og Ballerup Kommune forlænget for to år. Aftalen er en forlængelse af en eksisterende aftale og sætter også fokus på talentudvikling med et nationalt og internationalt resultatperspektiv.


Fra venstre: Formand i svømmeklubben Triton Jesper Waterval, borgmester i Ballerup Kommune Jesper Würtzen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget Charlotte Holtermann og sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach.