Nyt partnerskab skal være med til at reducere antallet af indbrud
Med borgerne i centrum skal trygheden øges og antallet af indbrud reduceres. Det er Ballerup Kommune, København Vestegns Politi og Bo trygt! gået sammen om
Ballerup Kommune, København Vestegns Politi og Bo trygt! har indgået et nyt partnerskab. Partnerskabet har fokus på at øge trygheden blandt borgerne samt bringe antallet af indbrud i private boliger endnu længere ned, ligesom der bliver sat fokus på at styrke nabofællesskaber om forebyggelse af indbrud.
Aftalen blev underskrevet af borgmester Jesper Würtzen, politidirektør Kim Christiansen og programansvarlig Britt Wendelboe torsdag aften, hvor kommunen og politiet havde inviteret alle interesserede boligejere og –boliglejere til arrangement om forebyggelse af indbrud.
- Ballerup skal være en tryg kommune at bo i, og antallet af indbrud er heldigvis faldet de seneste år. Men ét indbrud er ét for meget. Derfor er jeg glad for, at vi har indgået dette samarbejde med politiet og Bo trygt. Nu kan vi gøre brug af hinandens stærke kompetencer og brede viden inden for området til at komme i mål med, at færre skal opleve indbrud, siger borgmester Jesper Würtzen.
I 2023 blev der anmeldt 151 indbrud i private hjem i Ballerup. Det er et fald på knap 19 % fra året før. Her var der 186 anmeldte indbrud.
- Når alle gode, lokale kræfter går sammen, så gør det en forskel, og vi ved, at det har en effekt, når opmærksomme borgere holder øje med hinandens boliger og slår alarm, hvis de ser noget mistænkeligt, siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.
Borgerne i Ballerup er derfor vigtige i det nye partnerskab. Det nye partnerskab skal nemlig inspirere kommunens borgere til at sikre deres boliger bedre mod indbrud og til at gå sammen i deres lokalområde ved hjælp af Nabohjælper-ordningen, hvor naboer hjælper hinanden med at forebygge indbrud og holde ekstra godt øje med hinandens hjem.
Nabohjælp er veldokumenteret til at forebygge indbrud. Læs mere om ordningen her: https://nabohjaelp.botrygt.dk/
Undgå indbrud – her er de fem gode råd
Kilde: botrygt.dk
Bo trygt! har i samarbejde med Rigspolitiet udarbejdet fem råd, som vil ruste dig og dit nabolag bedre mod indbrud. Rådene er baseret på al den fælles erfaring og viden om forebyggelse af indbrud, vi gennem tiden har opsamlet.
1) Bliv Nabohjælper
Godt naboskab og et opmærksomt blik for, hvad der foregår i nabolaget, gør kvarteret mindre attraktivt for indbrudstyve – og dermed tryggere for dig.
2) Tænd lys udenfor, og klip hækken
Skab god belysning uden for huset. Lys med sensor øger chancen for, at tyven bliver set af naboerne, og forstyrres i sit arbejde.
3) Gør døre og vinduer svære at bryde op
Gør det svært for tyven at bryde ind i dit hjem. Brug gode, solide låse, døre og sikrede vinduer.
4) Undgå at købe tyvekoster – brug sikre betalingsformer
Hvis ingen købte tyvekoster, var der INGEN indbrud. Du er med andre ord med til at nedbringe antallet af indbrud, hvis du undgår at købe stjålne varer.
5) Ring 1-1-4, hvis du har mistanke om indbrud
Politiet kan opklare flere indbrud med din medvirken. Hvis du ser personer med en mistænkelig adfærd i dit nabolag, eller hvis du har haft indbrud, så ring til politiets servicenummer 1-1-4.