Biodiversitetsprojekt

Nyt samarbejde om biodiversitet i Ballerup Kommune

Ejendomsselskabet Wihlborgs og Velliv har indledt et nyt naturgenopretnings-projekt i Ballerup Kommune. Målet er at styrke biodiversiteten, og borgmester Jesper Würtzen ser det som vigtigt for kommunens naturhandleplan.

Det københavnske ejendomsselskab Whilborgs har i samarbejde med pensionsselskabet Velliv igangsat et stort naturgenopretnings-projekt i Ballerup Kommune. Lokationen er græsområderne foran kontorejendommene på Lautrupvang 8 og 10 i Ballerup, hvor det samlede areal udgør to hektar.

Med tiltag som opsamling af regnvand for klimasikring og habitatudvikling, etablering af blomsterenge og skovplantning, samt et aktivt samarbejde mellem nabovirksomhederne skal projektet fremme områdets biodiversitet med ændret vedligeholdelse og naturpleje. I projektets anden etape vil der senere hen blive plantet træer og buske.

- Vi ønsker at udvikle et koncept for biodiversitet og rekreativ værdi i området, og ved et samarbejde mellem flere virksomheder og matrikler opnås synergieffekter, der både har miljømæssige og økonomiske fordele. Et fælles udgangspunkt gør det nemmere at skabe sammenhængende levesteder over større arealer. Det gavner naturen og styrker biodiversiteten over et større område, siger Tommy Andersen, der er driftsleder for Wihlborgs grønne områder.

Borgmesteren bakker op

Ifølge Jesper Würtzen, der er borgmester i Ballerup Kommune, er projektet på Lautrupvang en vigtig brik i kommunens samlede indsats på området.

- Jeg er rigtig glad for at se, hvordan lokale virksomheder som Wihlborgs og Velliv er gået sammen om at skabe mere natur og biodiversitet i vores kommune. Deres indsats for at forbinde flere matrikler med grønne områder er et godt eksempel på, hvordan erhvervslivet kan bidrage til naturgenopretning. I Ballerup Kommune er vi selv godt i gang med en ambitiøs naturhandleplan, der skal sikre, at vi får endnu mere vild natur og biodiversitet til glæde for alle borgere, siger Jesper Würtzen.

Gave til erhvervslejerne

Foruden de miljømæssige gevinster fører naturgenopretnings-projektet ifølge Mikkel Willard, der er ESG-ansvarlig i Wihlborg, klare fordele med sig for dem, som arbejder i området.

Erhvervslejerne får et område, der kan bidrage til øget trivsel og velvære. De kan bruge de grønne omgivelser til pauser, walk-and-talks og få glæde af at være i et inspirerende miljø. Derved skabes der en bedre arbejdsplads med adgang til naturen, som er bevist stressreducerende og øger kreativiteten blandt medarbejdere, fortæller Mikkel Willard.

Mette Bruun Yde er byrums- og landskabsarkitekt i MBYland, og hun ser en klar styrke i, at flere virksomheder er med.

At projektet strækker sig over flere matrikler gør, at vi kan skabe lange fauna- og flora-korridorer, der styrker biodiversiteten markant ved, at forskellige arter får mulighed for at brede sig mellem grundene. Desuden laver vi mosaik-klip, hvor græsset klippes forskelligt fra gang til gang. Det er endnu et tiltag blandt mange, der skal effektivisere og fremtidssikre naturgenopretnings-projekt i Ballerup, fortæller Mette Bruun Yde.

Projektet i Ballerup Kommune er igangsat på baggrund af en indledende naturscreening af virksomhedernes udearealer på området. Screeningen havde til formål at sikre optimal biodiversitet og landskabelig oplevelsesværdi med størst mulig hensyntagen til den vedvarende driftsøkonomi.

Wihlborgs og Velliv delte erfaringer med Ballerup-virksomheder

På et møde i Bio-Symbiosen den 18. september delte Wihlborgs og Velliv deres erfaringer fra biodiversitetsprojektet med andre virksomheder i Ballerup Kommune. De præsenterede blandt andet naturscreening af området, en planteliste samt en gennemgang af projektet i sin helhed.

Bio-Symbiosen er et netværk drevet af erhvervsteamet i Ballerup Kommune, hvor virksomheder kan dele viden, erfaringer og sparre om udviklingen af biodiversitetsprojekter – både på egne matrikler og i større, nationale og internationale initiativer. Med nogle af Danmarks største erhvervsområder rummer Ballerup Kommune et stort potentiale for, at virksomheder går sammen om at skabe meningsfulde biodiversitetsprojekter. Wihlborgs og Vellivs projekt er et godt eksempel på, hvordan samarbejde på tværs af matrikler kan bidrage til at styrke biodiversiteten.

Er din virksomhed interesseret i at høre mere eller deltage i Bio-Symbiosen, kan du kontakte erhvervskonsulent i Ballerup Kommune Thomas Rømer Jakobsen på tjak@balk.dk.