Grøn Omstilling

Nyt udvalg skal hjælpe den grønne omstilling på vej

Nyt udvalg skal rådgive og komme med anbefalinger til Kommunalbestyrelsen og Klima- og Miljøudvalget

Inden sommeren 2023 skal Ballerup Kommune have en færdig klimapolitik og -handleplan. De skal vise vejen for, hvordan kommunen kan blive CO2-neutral i 2050. Målet med klimapolitikken og -handleplanen er - kort sagt - en fortsat grøn og bæredygtig kommune til de kommende generationer.

Der er tale om et vigtigt arbejde for fremtiden, og derfor har Kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune besluttet at nedsætte et udvalg for Grøn Omstilling. Udvalget skal blandt andet rådgive og komme med anbefalinger til Klima- og Miljøudvalget samt Kommunalbestyrelsen om alle aspekter af den grønne omstilling i Ballerup Kommune.

- I Ballerup Kommune arbejder vi målrettet med klima og miljø. Vi har mål om 70 % CO2-reduktion i 2030 og CO2-neutralitet i 2050. Det kræver, at vi samarbejder på tværs, lader os inspirere af hinanden samt forpligter hinanden på den grønne omstilling. Et særligt fokus for udvalget bliver inputs og bidrag, når Ballerup Kommunes nye klimapolitik og -handleplan skal udarbejdes, siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Det nye udvalg består af både politikere og udpegede personer fra interesseorganisationer, erhvervsliv samt boligorganisationer. Borgmesteren sidder selv med i udvalget som formand, og han ser frem til at komme i gang med arbejdet i udvalget.

- Jeg synes, vi har fået sammensat et stærkt hold, som jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med. Jeg håber og forventer, at vi får vendt og drøftet en masse potentielle løsninger og indsatser på klimaområdet, som vil være til glæde og gavn for borgerne og virksomhederne i Ballerup Kommune, siger Jesper Würtzen.

Ét af de udpegede medlemmer er Peter Hjorth. Han er formand i afdelingsbestyrelsen i AAB’s Afdeling 45, der ligger på Lilletoften i Skovlunde. Peter var også med, da udvalget for Grøn Omstilling mødtes første gang torsdag den 31. marts.

- Jeg synes, der er tale om en god sammensætning af personer i udvalget. Det gør det muligt at helhedstænke. Det er tydeligt, at man gerne vil bidrage og finde fælles veje til den grønne omstilling, siger Peter Hjorth. 

Og det grønne mindset fylder mere og mere i Peters afdelingsbestyrelse. I Afdeling 45 har de blandt andet opstillet en række ladestandere, som beboerne kan benytte. 

- Vi indså, at der nok ikke ville komme mange elbiler i afdelingen, før der kom lademuligheder. Nu har vi seks pladser, og der er flere på vej, siger han. 

Fakta: Medlemmer i Udvalg for Grøn Omstilling

Jesper Würtzen, borgmester

Hella Hardø Tiedemann, Formand for Klima- og Miljøudvalget

Kate Svarrer, Medlem af Verdensmålsudvalget

Stine Rahbek Pedersen, Medlem af Klima- og Miljøudvalget

Jacob Wøhler Jørgensen, Medlem af Klima- og Miljøudvalget

Søren Christiansen, Baldersbo

Peter Hjorth, AAB

Johan Tofte, Wihlborgs

Christian Hansen, Fællesudvalg for grundejerforeninger

Henrik Holmgren, L-TECH

Lars Nielsen, Siemens Smart Infrastructure

Ida Kryger, Klimabevægelsen i Ballerup

Gert Schønberg, Grønt Råd