Foto

Østerhøj Naturpark er officielt åbnet

Fire Galloway-kvæg blev sat ud på de store arealer, hvor de skal hjælpe med at pleje naturen ved at græsse året rundt

Flere spændte børn sad på skuldrene af de voksne, da omkring 70 borgere var mødt op til den officielle åbning af Østerhøj Naturpark, der med et areal på 41 ha er Ballerup Kommunes største naturprojekt. 

Og de nysgerrige øjne hos både små og store var især rettet mod de fire Galloway-kvæg, der blev sat ud på de store arealer. De robuste kvæg er særligt velegnede til helårsgræsning og skal hjælpe med at pleje naturen og skabe varierede og værdifulde levesteder for en lang række arter som den spidssnudede frø, jordboende bier og en bred gruppe af fugle.

Læs også: Galloway-kvæg skal styrke biodiversiteten i Ballerups største naturprojekt

Åbningen af den nye naturpark gav anledning til en god dialog blandt de fremmødte om både projektet og dyrevelfærd, og de yngste borgere kunne endda krydre besøget med ristede skumfiduser fra bålet.

Dyrevelfærd og gode naturoplevelser går hånd i hånd

Ballerup Kommune samarbejder med Grantoftegaard, der står for det daglige tilsyn og pleje af dyrene og dermed sikrer høj dyreetik og dyrevelfærd.

Foto

Som en del af projektet er der opsat nye formidlingstavler ved de tre helårsfolde. De giver viden om naturplejen og skal inspirere til en bedre forståelse af, hvorfor store græssere spiller en vigtig rolle i vores landskaber.

Østerhøj Naturpark vil fortsat være et åbent, rekreativt område, hvor alle er velkomne. Der er adgang til stier både indenfor og udenfor folden, og besøgende får mulighed for at opleve dyrene og naturens udvikling på nært hold. Kommunen opfordrer til, at man holder mindst 30 meters afstand til kvæget, ikke fodrer dyrene og altid holder hunde i kort snor, når man er inde i folden.