På en rejse mod vækst
Software-virksomheden Orderstep har fået udfordret sin forretningsstrategi på et Masterclass-forløb via Erhvervshuset Hovedstaden og Trade Council. Virksomheden er nu klar til at ændre retning for at vækste.
I erhvervsområdet Lautrup, der huser nogle af Danmarks største tech-virksomheder, ligger startup-virksomheden Orderstep, der laver software, som gør det nemt at lave flotte visuelle tilbud, som kan lukke flere aftaler ved at skabe overblik og nem opfølgning.
Ordersteps medarbejdere har været på en rejse – både fysisk og mentalt. De har været igennem et fire måneders Masterclass-forløb gennem Erhvervshus Hovedstaden og Trade Council, som har udfordret dem og virksomhedens forretningsstrategi samt sendt dem til en startup og tech-event i Finland.
”Vi har fået en masse ny viden og teori, der er målrettet små software-virksomheder. Derudover er noget af det bedste, at vi har fået sparring fra bl.a. et springboard med eksperter fra etablerede software-virksomheder, som udfordrer én og stiller nogle krav. Det har været godt for os”, fortæller CEO og medstifter i Orderstep Lars Olafsson og fortsætter:
”Vi har savnet nogle, der kunne udfordre os eller vise alternative veje at gå. Når du er iværksætter er der hele tiden noget, du skal gøre, og tid er en mangelvare. Men det har været godt givet ud at hive nogle dage ud i hver af disse fire måneder, for vi har fået nyt syn på nogle af vores muligheder”.
Fokus på sparring, udvikling og blind spots
Bag Masterclass’en står Erhvervshus Hovedstaden og Trade Council, som løbende giver sparring og inviterer undervisere til at sikre relevant viden for deltagerne. Orderstep er bl.a. blevet udfordret på deres product-market fit og go to market-strategi, tiltrækning og fastholdelse af kunder og prissætning af SaaS-ydelser.
Forløbet sluttede af med, at Ordestep skulle fremlægge deres udviklingsplan for et springboard bestående af erhvervs-eksperter inden for software-branchen og få konkrete råd til udvikling samt få belyst de blind spots, som de havde. Herefter tog de til en stor tech-event i Finland med de resterende deltagere, hvor de mødte flere lignende virksomheder, investorer og mulige samarbejdspartnere.
”Det har været godt det hele. Jeg vil fremhæve springboardet. Dér fik vi virkelig nogle gode konkrete råd til, hvad vi skal prioritere. Og de har vist interesse for at se om vi følger vores plan, så nu har vi ligesom nogle, der stiller krav til vores udvikling, og det er fedt. Prioritering har nogle gange været svært, men nu er vi klar til ændre retning for at vækste”, siger Lars Olafsson.
Foto: Til højre Klaes Rasmussen fra Orderstep til startup-eventen Slush, hvor de mødte potentielle kunder, investorer og samarbejdspartnere (en af dem til venstre).
Fakta om Masterclass ved Erhvervshus Hovedstaden og Trade Council:
Fire-måneders forløb med tre workshops, der indeholder målrettede indlæg og seneste indsigter fra fageksperter. Der bliver tilknyttet en forretningsudvikler fra Erhvervshuset, og din virksomheds strategi bliver vurderet af et skræddersyet board af virksomhedsledere. Indholdet målrettes brancherne.
Erhvervshuset og Trade Council starter 4 nye Masterclass forløb, som løber over 2024 og 2025. Her vil der igen være fokus på SaaS-virksomheder med internationalt skalleringspotentiale ligesom Orderstep, men der vil også være forløb for SMV’er med løsninger inden for green tech, health tech og global e-handel. For mere information kontakt internationaliseringsrådgiver Nils Robenhagen nilrob@um.dk eller besøg Erhvervshus Hovedstadens hjemmeside www.ehhs.dk