Pederstrup Grand Prix fik et ekstra pift ved dette års sæbekasseløb
Sirligt opsatte skilte, strategisk vejafspærring og farverige guirlander markerede banen for årets Pederstrup Grand Prix for kommunens 4. klasser.
Hele femten fjerdeklasser havde meldt sig til at dyste på dagen, og med sig havde hver af dem to velkørende og flot dekorerede sæbekassebiler.
Sammenlagt var der derfor 30 forskellige biler og 340 elever med i kampen om at vinde pokalen for den samlet set hurtigste tid – og den flotteste ræser.
Bobler og fest på ruten
Lige fra de første tre biler blev sat i gang, susede vognene afsted. Først på asfalt på Pederstrupvej, så til venstre forbi bålhuset og hen over en træbro efterfulgt af en bakke, hvor kræfterne for alvor blev sat på prøve, inden det sidste slutsprint ned ad alléen frem til målstregen.
I år var ruten blevet opgraderet med en sæbeboblemaskine, som med sin placering lige før bakken og den jævne strøm af glimtende sæbebobler skabte ekstra motivation. Og hvis ikke sæbeboblerne gjorde, så var der mental støtte fra klassekammeraterne, som løb frem og tilbage over plænen for at følge med og heppe på løbsdeltagerne.

Opbakningen holdt helt til målstregen, hvorfra de to faste kommentatorer, iført hver deres glimtende diskokuglehjelm, beskrev løbets gang med alt hvad det indehold at førerpositioner, uheld og velfungerende kørsel.
Vinderne blev…
Efter tre hæsblæsende timer kunne de to vinderklasser kåres til festlig musik, miljøvenlige konfettikanoner og både Ballerups Fælleselevråd og borgmesteren, som overrakte de nypudsede vinderpokaler.
Vinderne for den flotteste bil blev 4.E fra Skovlunde Skole afd. Rosenlund, og den hurtigste bil blev 4.F, også fra afd. Rosenlund.
Inden sæbekassevognene blev udskiftet med cykler og eleverne vendte næsen hjemad, blev løbet vanen tro afslutte med en festlig koncert, hvor der var mulighed for at brænde den sidste energi af.
Årets koncert var med Kalles Store Trommeshow, en hidtil uset blanding af slagtøj, masker og gøgl.
