pia holm nielsen

Pia Holm Nielsen bliver ny direktør

Pia Holm Nielsen tiltræder som ny teknisk direktør i Ballerup Kommune den 1. marts 2025. Hun kommer fra en stilling som direktør i Dragør Kommune

Fra den 1. marts 2025 er Pia Holm Nielsen ny direktør for By og Miljø, Erhverv og Ejendomme i Ballerup Kommune.

Pia Holm Nielsen kommer til Ballerup fra en stilling som direktør i Dragør Kommune. Her har hun haft ansvaret for områderne teknik, plan og erhverv samt sundhed, pleje og rehabilitering.  

Borgmester Jesper Würtzen glæder sig over, at Pia Holm Nielsen nu bliver en del af direktionen i Ballerup Kommune.

– Med Pia Holm Nielsen får vi en strategisk stærk og dygtig direktør, der kommer med solid erfaring fra både det tekniske område og den kommunale verden. Pia Holm Nielsen er vant til at navigere sikkert i komplekse opgaver, skabe synlige resultater, opbygge stærke relationer samt samarbejde på tværs. Jeg glæder mig til at byde Pia velkommen som ny direktør, siger Jesper Würtzen.

Pia Holm Nielsen ser frem til at blive en del af direktionen i Ballerup Kommune og til at møde medarbejdere, ledere og politikere.

- Jeg glæder mig utroligt meget til at lære Ballerup Kommune at kende – både medarbejdere, ledere og politikere – og til at udforske det værdigrundlag, som Ballerup Kommune står på, nærmere. Samtidig glæder jeg mig til at bruge mine ledelsesmæssige kompetencer i en kommune, der har fokus på både den stabile drift og på bolig- og erhvervsudvikling. Samarbejde og involvering er nøgleord, der kendetegner mig som leder. Jeg tror på, at vi sammen lykkes, fordi vi hver især bringer forskellige perspektiver på banen i forhold til opgaveløsningen. Det glæder både borgere, medarbejdere, erhvervsliv og andre aktører, siger Pia Holm Nielsen.

Pia Holm Nielsen er uddannet cand.techn.soc. fra Roskilde Universitet. Hun kommer fra en stilling som direktør i Dragør Kommune og har tidligere været centerchef for By, Land og Vand i Helsingør Kommune samt centerchef for lokalplanlægningen i Københavns Kommune.