Politi og kommune stod klar: Er dit barn et lys i mørket?
Et sæt gode cykellygter og en synlig refleksvest. Torsdag stod lokalpolitikere fra Ballerup Kommune og betjente fra Københavns Vestegns Politi klar ved tre skoler for at kickstarte cykellygtekampagne
Politi og udvalgsformand Hella Hardø Tiedemann uddeler lygter og veste ved Baltorpskolen afdeling Rugvænget
Hvert år kommer mange cyklister til skade i trafikken, og de næste måneder sænker mørket sig for alvor på veje og cykelstier i morgen- og eftermiddagstimerne. Derfor gælder det om at huske lygterne, skrue op for lyset og blive set tydeligt af biler, busser og lastbiler i trafikken.
Torsdag morgen stod lokalpolitikere fra Ballerup Kommune og betjente fra Københavns Vestegns Politi klar ved tre skoler for at sætte ”spot” på cykellygter, da stærke lys og gode reflekser kan være med til at undgå ulykker og redde liv. Og kampagnen blev modtaget med smil og kærlighed, da der blandt andet blev uddelt børnekrammere til politiet.
- Vi taler med skolebørnene og forældrene om sikkerhed og synlighed i trafikken og giver et antal cykellygter og refleksveste til de trangende. Det er vigtigt, at både børn og forældre lyser godt op i mørket, siger Hella Hardø Tiedemann, der er formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune, og som selv var med ved uddelingen.
- Det er vigtigt, at vi får skabt nogle gode cykelrutiner, som fx lys på cyklen, så tidligt som muligt hos børnene. Her har forældrene en vigtig rolle, så børnene får det som fast vane og fastholder rutinen i deres voksenliv, siger Hella Hardø Tiedemann.
Færdsels- og lokalbetjente tjekkede cykellygter ved Baltorpskolen afdeling Rugvænget, Skovlunde Skole, afdeling Lundebjerg samt Hedegårdsskolen.
Fakta og gode råd: Lygter og reflekser
Lygtetændingstiden gælder fra solnedgang til solopgang, og det er for tiden fra ca. kl. 17 til 7 om morgenen.
En cykellygte skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand og være synlige fra siden ifølge loven. Cykler skal have en hvid refleks, som er synlig forfra, og en rød, som er synlig bagfra. Der skal være gule reflekser i pedalerne. I hjul skal der enten være en gul refleks i egerne eller hvide på dæk eller fælg.
Refleksbrikker, -bånd eller –veste er ikke et lovkrav men en rigtig god idé til at synliggøre fodgængere og cyklister. Køb kun reflekser, som har et godkendt ’EN’-nummer.
’Husk lygterne’-kampagnen afvikles i et samarbejde mellem kommuner og politi i ’Vestegnens Trafiksikkerhedsråd’ og skal med fokus, information og uddeling af cykellygter bidrage til at forebygge trafikulykker med cyklister i folkeskolealderen.