Politisk ønske: Genåbning i Ballerup skal ske fra mandag den 20. april
Politikerne i Ballerup Kommune ønsker, at genåbningen af dagtilbud og skoler finder sted fra mandag den 20. april. Den valgte dato skal sikre de bedst mulige rammer for børn og personale. Når genåbningen finder sted, så vil der være tale om en anden hverdag både for småbørn og skoleelever, da Sundhedsstyrelsens anbefalinger og vejledninger skal efterleves. Den endelige politiske beslutning bliver truffet torsdag aften.
Genåbningen af dagtilbud, dagplejen, folkeskolens 0.-5. klasser, BFO og klubber i Ballerup Kommune ønskes fastsat til mandag den 20. april. Det står klart efter et møde onsdag aften, hvor alle partier i Kommunalbestyrelsen deltog.
På mødet var der grundige drøftelser af genåbningen, og efter mødet er alle partier enige om at indstille, at genåbningen sker fra mandag den 20. april.
Indstillingen skal nu endeligt politisk behandles på et ekstraordinært møde i Kommunalbestyrelsen torsdag den 9. april kl. 18.00. Mødet bliver sendt direkte på ballerup.kommune-tv.dk fra kl. 18.00.
Gode og trygge rammer
Indstillingen sker af hensyn til at sikre, at de fysiske rammer og nye sikkerhedsmæssige indretninger er helt klar til genåbningen, samt alle nødvendige forholdsregler er taget og nye sikkerhedsprocedurer er aftalt og indøvet. På den måde sikres børn, forældre og personale en så god, tryg og sundhedsmæssig forsvarlig genåbning som overhovedet muligt.
Det er vigtigt at understrege, at når genåbningen finder sted, så vil der være tale om en anden hverdag både for småbørn og skoleelever, da Sundhedsstyrelsens anbefalinger og vejledninger skal efterleves.
Dagtilbuddene vil åbne med en åbningstid fra klokken 7 til klokken 16. Der vil ikke være plads til alle børnene på en gang, når Sundhedsstyrelsens vejledning skal efterleves. Derfor vil Ballerup Kommune hurtigst muligt undersøge forældrenes forventede behov for pasning i dagtilbuddene fra den 20. april til den 10. maj. I løbet af den periode vil kommunen også gøre status over bemanding, behov og tiltag på området og justere om nødvendigt.
Der vil være tale om et samlet skole-, BFO- og klubtilbud, hvor det er muligt at være i tilbuddet fra klokken 8-16. Børnene vil få udmeldt et skema, hvor det fremgår klart hvilken del af dagen, der er obligatorisk skoletid og hvilken del, der er fri tid. Naturligvis vil dagligdagen foregå under andre betingelser, end de plejer.
For både dagtilbud, skole, klub og BFO gælder det, at kommunens hygiejnesundhedsplejersker vil besøge institutionerne, før genåbningen finder sted, så vi er sikre på, at det foregår betryggende. Hygiejnesundhedsplejerskerne vil løbende følge op, og der vil blive etableret en hotline, som lederne kan henvende sig til om sundhedsmæssige forhold.
Nødpasning og fjernundervisning
Der bliver naturligvis mulighed for nødpasning fra tirsdag den 14. april til og med fredag den 17. april. Tilbuddet gælder for de børn, der har behov for det og opfylder kriterierne for nødpasning. Der kommer mere information om tilmelding mm. på Aula og BørneIntra.