Sådan bliver kompensationen for forældrebetaling

Sådan bliver kompensationen for forældrebetaling

Forældre vil blive kompenseret for forældrebetaling i dagtilbud, dagpleje, BFO og klub fra den 15. april og frem til sommerferien den 26. juni, hvis det bliver nødvendigt. Kompensationen gælder også madordning.

Bemærk, ordningen ophører



Politikerne i Ballerup Kommune er blevet enige om, hvordan der skal kompenseres for forældrebetalingen i dagtilbud, dagpleje, BFO og klub. Dette gælder også madordningen, hvis børnene er tilmeldt den. Den endelige beslutning bliver truffet mandag aften den 27. april.



Kompensationen dækker over perioden fra onsdag den 15. april og helt frem til den sidste dag inden sommerferien, fredag den 26. juni, hvis det måtte være nødvendigt. Beslutningen lægger sig op ad den aftale, som Regeringen og samtlige af Folketingets partier indgik onsdag den 22. april.

Hvis Folketinget vedtager ændringer i deres aftale, vil Kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune tage den lokale kompensation op til fornyet behandling.



Kompensationen omfatter ikke den første nedlukningsperiode fra den mandag den 16. marts til tirsdag den 14. april, da Ballerup Kommune følger indhold og perioder i den aftale, som Regeringen og samtlige af Folketingets partier har indgået.

Kompensationen i Ballerup Kommune bliver således:

Perioden før 15. april:

  • Ingen kompensation for dagtilbud, dagpleje, BFO og klub.
  • Forældre med madordning vil blive kompenseret de mindre udgifter til køb af mad, som kommunen har haft. 

15. april–17. april:

  • Én uges fuld kompensation for dagtilbud, dagpleje, BFO og klub.
  • Én uges fuld kompensation for madordning.

20. april – 26. juni:

(med mindre der i løbet af perioden kommer ændringer fra statens side)

Dagtilbud:

  • Familien kan få fuld pasning (alle dage): Ingen kompensation – gælder også for madordning.
  • Familien kun tilbydes delvis pasning (2-3 hele dage pr. uge): Kompensation på 50% - gælder også for madordning.
  • Familien ønsker ikke pasning: Fuld kompensation – gælder også for madordning

BFO:

  • Ingen kompensation, da BFO er åben

Klub:

  • Til og med 5. klasse: Ingen kompensation, da klubber er åbne
  • Fra 6. klasse og op: Fuld kompensation, da klubber ikke er åbne for denne målgruppe

Betalingsgrundlaget på dagtilbudsområdet opgøres på ugebasis afhængig af om der kan tilbydes fuld, delvis eller ingen pasning. Det betyder, at man som forældre kan opleve skift i betaling i løbet af de kommende måneder, hvis ens pasningsbehov skifter eller ændrer sig. 

Da der i sagens natur er tale om en større økonomisk gennemgang og tilbagebetaling, vil der også gå noget tid, inden kommunens børnefamilier får tilbagebetalingen til rådighed.