Skattejagter i Ballerup og Måløv for store og små kunstdetektiver

Skattejagter i Ballerup og Måløv for store og små kunstdetektiver

Så er der godt nyt til alle eventyrlystne sjæle: Har du mod på en spændende kunstskattejagt rundt omkring i din by – og samtidig få muligheden for at vinde en tur i Tivoli?

Så hop i de gode travesandaler, find mobilen frem, og hiv din bedste ven eller hele familien med på turen.

Der er i alt to kunstskattejagter – en i Måløv samt en i Ballerup centrum og omegn. I kan vælge at drage ud på et af eventyrene, eller I kan kaste jer frygtløst ud i dem begge. Det er helt op til jer!

Hvert skattekort viser jer vej til de flotte skulpturer rundt omkring i kommunen, og så gælder det om at finde skulpturerne, scanne QR-koderne og løse de sjove og kreative opgaver, som I får stillet undervejs. Sammen afslører I mange hemmelige kunstskatte og bliver klogere på den by, I bor og lever i.

Her henter I jeres skattekort

Udlevering af skattekort til begge ruter sker i perioden fra mandag den 6. juli til fredag den 7. august på Ballerup Bibliotek, Skovlunde Kulturhus og Kulturhus Måløv i åbningstiden. Det er også her, I bagefter får en velfortjent guldmedalje oven på alle strabadserne.

I kan vælge at gennemføre familiejagten på én dag eller sprede fornøjelserne ud over flere dage. Det bestemmer I selv! Bare husk at vise jeres besvarelse senest fredag den 7. august på Ballerup Bibliotek, Skovlunde Kulturhus eller Kulturhus Måløv.

Når I viser jeres besvarelse, deltager I samtidig i lodtrækningen om hovedpræmien: En tur i Tivoli med betalt entré og turpas for hele familien (maks. fem personer).

Vigtig bonusinfo: Hver kunstskattejagt har sin egen hovedpræmie, så vælger I at drage ud på ruterne i både Måløv og Ballerup og løse alle opgaver, er I selvfølgelig med i begge lodtrækninger.