Skotsk besøg i Ballerup: 60-års jubilæum med samarbejdsby
Et ægteskab, en svømmehal og en hel ’skottepark’. Der er sket meget i de 60 år, som Ballerup og East Kilbride i Skotland har samarbejdet. Jubilæet er blevet markeret i både Danmark og Skotland
Hvad er der egentlig kommet ud af det dansk-skotske samarbejde? En hel del og meget forskelligt kan man konstatere her 60 år efter, at samarbejdet så dagens lys mellem Ballerup og East Kilbride.
I Ballerup kender de fleste nok ’East Kilbride Badet’ og ’Skotteparken’ i Egebjerg, som er navngivet i den tid, hvor samarbejdet mellem de to byer var på sit højeste.
Et anden interessant East Kilbride-aftryk i Ballerup er den røde velkendte, britiske telefonboks, der er placeret i Baltoppen Live. Den blev givet som en gave fra East Kilbride til åbningen af teatret i 1991 og blev tænkt ind i selve teatrets indretning.
Dansk-skotsk kærlighedshistorie
Foran Ballerup Rådhus blev 60 års jubilæet og den stærke relation mellem de to kommuner markeret med afsløringen af den nye Ballerup-East Kilbride Venskabsby Bænk, der med sin placering foran rådhuset er til gavn for alle, der besøger rådhuset og samtidig et minde om det stærke fællesskab og bånd, der har været og stadig er mellem de to byers borgere.
Det var også netop historier om det stærke bånd og fællesskab, der var i centrum under den officielle markering. Mange Ballerup-borgere har gennem årerne fået minder gennem udvekslinger og besøg med borgere fra East Kilbride, og mange venskaber er blevet etableret gennem årene.
Kim og Eilidh fandt sågar kærligheden gennem en sådan udveksling. De indgik som unge begge i besøg med deres gymnastikhold til Ballerup og East Kilbride, og i dag er Kim og Eilidh gift og er bosat i East Kilbride med deres to piger.
Samarbejdet har også været med til at forme og udvikle Ballerup. Således har de to forstadskommuner i årene med stor udvikling i såvel Danmark og Skotland haft stor glæde af at kunne erfaringsudveksle med hinanden på politisk niveau på tværs af landegrænserne.
Pustet nyt liv i samarbejdet
East Kilbride blev i 1996 en del af South Lanarkshire storkommune, og det gjorde det sværere at fortsætte samarbejdet på samme niveau, og samarbejdet har haft sine ”ups & downs” gennem de 60 år.
Dog er der de seneste år pustet nyt liv i samarbejdet gennem studieture og elevudvekslinger fra bl.a. Baltorpskolens afdeling Rugvængets 8.klasser. Samtidig er der også flere pennevens-projekter i gang mellem skoler i Ballerup og East Kilbride.
Gæsterne fra South Lanarkshire besøgte Baltorpskolen og talte med elever, der har været på udveksling og kommende elever, der skal på udveksling til næste forår.
De besøgte også den nye daginstitution ’Troldebo’ i Skovlunde, hvor der blev udvekslet erfaringer om bæredygtigt byggeri og børnepasning mellem de to byer.
De skotske gæster var også på rundtur i kommunen, da de ønskede at høre mere om byudvikling. Delegationen fra East Kilbride var meget optaget af byplanlægning, og hvordan vi i Danmark tænker mere langsigtet og stiller høje krav til udviklingen af vores byer.
Rundt om East Kilbride
- East Kilbride er i dag en del af South Lanarkshire Council, der har 330.000 indbyggere
- Kommunen ligger 13 km fra Glasgow