Spor 3 er åbnet på Ballerup Bibliotek
Sæbeboblerne steg mod den knaldblå junihimmel, trafiklyset ved børnebiblioteket skiftede til grønt, og Banegårdspladsen genlød af ivrige børnestemmer, da Ballerup Bibliotekernes helt nye børneunivers, Spor 3, åbnede.
Borgmester Jesper Würtzen og en række børn fra børnehusene og deres voksne var tirsdag formiddag med til at åbne Spor 3 sammen med det stolte bibliotekspersonale, der har arbejdet i lang tid på at realisere idéen.
Med en nyindretning og nytænkning af børnebiblioteket har børn i alderen 0-6 år og deres voksne fået 330 m2 fyldt med læseglæde.
Et ekstra spor på Banegårdspladsen
Læseuniverset for de mindste har fået navnet ”Spor 3”, fordi det er placeret lige ved siden af spor 1 og 2 på Ballerup Station på nederste etage på Ballerup Bibliotek, hvor der tidligere har været blandt andet MakerSpace og frokoststue for bibliotekets ansatte.
Spor 3 har samtidig fået sin hel egen indgang direkte fra Banegårdspladsen og over de store dobbeltdøre, står der SPOR 3 i versaller. Åbningen fandt således plads lige uden for de nye døre, hvor borgmesteren initierede en række hurra-råb i samarbejde med børnene, hvilket resulterede i, at trafiklyset skifede.
Og da der endelig var grønt lys, myldrede alle børnene ind og udforskede mulighederne på Banegårdspladsen, i Balladebyen, Bogskoven og Rumstationen.
Alle er velkomne
Senere på eftermiddagen afholdtes endnu et festligt arrangement for alle interesserede børn og forældre med skattejagt, is og sæbebobler.
Spor 3 har nu officielt åbent fra mandag til fredag fra klokken 9-17 og lørdag fra klokken 10-14.
Så hermed en opfordring til at tage de små i hånden, kigge forbi og tage del i det magiske læseunivers.