Status på udrulningen af fjernvarme
Vi oplever en stor interesse for den kommende udrulning af fjernvarme i Ballerup Kommune. Derfor giver vi her en foreløbig status på arbejdet:
Vestforbrænding kan udrulle fjernvarme i Ballerup Kommune på baggrund af Vestforbrændings ’Varmeplan 2030’.
Læs mere: Vestforbrændings Varmeplan 2023 (åbner i nyt vindue)
Med planen forventer Vestforbrænding at levere næsten dobbelt så meget fjernvarme i 2030 som i 2021. Efterhånden, som varmeplanen gennemføres, vil det være muligt at overgå til fjernvarme og dermed få adgang til billigere opvarmning samt bidrage til den grønne omstilling.
Fjernvarmen vil i 2030 forventeligt også bestå af overskudsvarme fra industrien, der ledes over til fjernvarmenettet. Fx varme produceret til datacentre, hospitaler og spildevandsanlæg. Derudover planlægger Vestforbrænding at opføre et CO2-fangstanlæg i 2025, som også skal bidrage til leverancen af fjernvarme.
Læs mere: CO2-fangst på Vestforbrænding (åbner i nyt vindue)
Hvad er planen for udrulning i Ballerup?
I juni 2022 godkendte Kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune en udrulningsplan. Udrulningsplanen beskriver overordnet, hvordan udrulningen af fjernvarme vil forløbe frem til 2030 og hvilke områder, der vil blive forsynet med fjernvarme først ud fra analyser af økonomi, energitekniske forhold, tæthed i bebyggelse samt forsyning af byområder – kort sagt dér, hvor effekten er størst.
Planen for udrulning er lige nu opdelt i to faser. Fase 1 løber fra 2023-2027 og fase 2 fra 2026-2030.
I fase 1 er det planlagt, at følgende områder bliver tilbudt fjernvarme:
- Skovlunde N
- Skovlunde V og Ø
- Egebjerg V
- Ballerup N
- Gershøj
- Kildedal
I fase 2 er det planlagt, at følgende områder bliver tilbudt fjernvarme:
- Ballerup S
- Måløv S
- Søndergaard
- Måløv
- Måløv Ø
- Egebjerg
- Toftehaven
- Bispevangen
- Nyvangen
- Digterparken
Pederstrup og det sydlige Måløv ser på nuværende tidspunkt umiddelbart ikke ud til at være egnede til fjernvarme, og Vestforbrænding arbejder på at tilbyde andre løsninger til disse to områder.
På Vestforbrændings hjemmeside kan du tjekke hvilken fase, du tilhører.
Læs mere: Tjek din adresse (åbner i nyt vindue)
Ballerup Kommune behandler i august og september 2022 projektforslag for alle områder i fase 1. Projektforslagene er detaljerede beregninger og planer for de enkelte områder.
Projektforslagene skal efterfølgende til politisk behandling i Kommunalbestyrelsen. Det, forventer vi, sker i november måned 2022. Såfremt projektforslagene bliver godkendt i november 2022, kan Vestforbrænding begynde at detailplanlægge, udarbejde og gennemføre udbud mv.
Yderligere info
Kontakt Vestforbrænding
Telefonerne er åbne:
Mandag-torsdag
Kl. 7.00-15.30
Fredag
Kl. 7.00-15.00
Tlf. 7025 7060